ForsideVesthimmerlandDer skal ildsjæle til for at vende afgang til tilgang i landdistrikterne

Der skal ildsjæle til for at vende afgang til tilgang i landdistrikterne

Der skal ildsjæle til for at vende afgang til tilgang i landdistrikterne

Det var ingen let opgave, de politiske kandidater til det kommende kommunalvalg var sat på ved vælgermødet i Tolstrup Forsamlingshus. De i panelet skulle nemlig komme med et bud på, hvordan man kan få ændret afgangen fra landområderne til tilgang. Herunder hvilke rammer der skal være for udstykning og bosætning, hvis landsbyerne fortsat skal være attraktive at bo i. Et supplerende spørgsmål var, hvordan turismen kan være med til at skabe vækst og arbejdspladser lokalt.

Forhenværende borgmester i Løgstør kommune og senere Folketingsformand, Chr. Mejdal, indledte det politiske møde. Efter at havde budt de mange fremmødte velkommen fortalte han om, hvordan landsbylivet fungerede, da han flyttede til Vesthimmerland. 

Han huskede det som værende et samfund, hvor man hjalp hinanden. Handlede sammen. Brugte de lokale håndværkere, vognmænd og hvad der nu var lokalt. Der var et fællesskab, hvor man havde brug for hinanden. Meget af det han fortalte om, har ændret sig rigtigt meget. En udvikling der bør vendes til interesse for at flytte på landet. Men! Hvad skal der gøres.

Hans indlæg blev fulgt op med et indslag fra journalist og politisk analytiker Søren Wormslev. Han tog fat på emnet ”Skal vi udvikle eller afvikle landdistrikterne i Vesthimmerland” Hertil fik kandidaterne lejlighed til at give deres bud.

Tom Larsen, Danmarksdemokraterne, oplyste, at partiets mål er at hjælpe og støtte udviklingen i landområderne. Det samme budskab havde Lars Rem, Liberal Alliance.

Annemette Bach, Socialistisk Folkeparti, talte for at ramme den målgruppe, der vil have natur, frisk luft, hvor tilbuddet om skole, daginstitution, kulturelle tilbud som idræt, sportshal og meget andet tilbydes. Hun understregede, at arbejdsmulighederne er helt anderledes i dag end tidligere. 

-I disse digitale tider kan mange forældre arbejde hjemmefra. De forventer, at der er kollektiv transport, så de kan komme til og fra byerne omkring sig og at deres børn kan komme til og fra skole og uddannelsesinstitutioner. Det vil vi i SF arbejde for, understregede Annemette Bach, SF.

Allan Ritter, Det Konservative Folkeparti, opfordrede som formand for Teknik-og Miljøudvalget, de fremmødte til at tænke stort. Han mente, at den energi ø der er på vej til komme til at kaste et trecifret millionbeløb af sig til lokalsamfundene, vil få en kæmpe værdi for landdistrikterne omkring øen.

Han udtalte, at der allerede er tanker i gang om at vende udviklingen. Han henviste til målet med bygning af en ny bådehavn i Løgstør, som vil kunne tiltrække sejlere til at blive faste beboere. At nye initiativer bakkes op, som fx etablering af bymidten i Løgstør.

Der er tale om tiltag, hvis effekt vil brede sig som ringe ud i landdistrikterne og her få en positiv betydning.

Henrik Sloth, Socialdemokratiet, fremførte den kedelige sandhed, at Vesthimmerlands Kommune har en fraflytning på 300 personer årligt. Mange af dem er fra landdistrikterne. Han understregede den vigtige betydning, som kollektiv trafik er for børnefamilierne. De skal kunne komme til og fra arbejde, til de større byer, til daginstitutioner og fritidsfaciliteter. Han mente derfor, at det var vigtigt at se på den kollektive trafik.

Han fremførte ligeledes behovet for at støtte de lokale kræfter i udvikling i samfundene. Give plads til nye ideer og styrke sammenholdet imellem beboerne. Han pegede på, at tilførsel af turister kan have en positiv virkning. At det er vigtigt at bevare velfungerende skoler og daginstitutioner samt at der er et bredt udbud af fritidsaktiviteter. 

Borgmester Per Bach Lauersen, Venstre, var enig i, at det er vigtigt at vende afgang til tilgang. 

At det kan være svært at vende og at det ikke kan gøres, uden der kommer initiativer fra lokalsamfundet. Det er ideer fra ildsjæle, der skal til. Det er ikke os i kommunalbestyrelsen, der kan trække gode ideer ned over landområderne. Det er folk selv, der skal gå i spidsen og os politikere, som skal bakke dem op.

Herefter var der en fri debat styret af Søren Wormslev og publikum havde mulighed for at stille spørgsmål og komme med kommentarer. Her kom der mange synspunkter på banen fra såvel paneldeltagerne som fra tilhørerne. Et godt møde hvor man tog fra med mange ting at tænke over.

TV2NORD var mødt op til vælgermødet og lavede en direkte udsendelse herfra.

Journalist og politisk analytiker Søren Wormslev var ordstyrer og oplægsholder på mødet. Foto: Heine Pedersen
50 fremmødte fulgte den politiske debat. Foto: Heine Pedersen
Tidligere borgmester Chr. Mejdal fortalte om sin oplevelse af udviklingen i landdistrikterne. Foto: Heine Pedersen
Tom Larsen, Danmarksdemokraterne, meddelte af partiet bakker op omkring udvikling i landdistrikterne. Foto: Heine Pedersen
Annemette Bach, Socialistisk Folkeparti, anførte vigtigheden af en velfungerende kollektiv trafik, gode skoler og institutioner og gode forhold for ældre. Foto: Heine Pedersen
Lars Rem, Liberal Alliance, pointerede det vigtige i en udvikling i landdistrikterne. Foto: Heine Pedersen
Allan Ritter, Det Konservative Folkeparti, opfordrede til at tænke stort og nå mål, som støtter livet i landdistrikterne. Foto: Heine Pedersen
Henrik Sloth opfordrede til en opbakning til ideer fra beboerne i lokalbefolkningen. Foto: Heine Pedersen
Borgmester Per Bach Lauersen ser flere positive ting, der sker i landdistrikterne. Tiltag der vil medvirke til at kunne skabe fremgang, mente han. Foto: Heine Pedersen
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler