ForsideHimmerlandJess V. Laursen: Rammerne er sat – men sundhedsopgaven er langt fra...

Jess V. Laursen: Rammerne er sat – men sundhedsopgaven er langt fra løst

Jess V. Laursen: Rammerne er sat – men sundhedsopgaven er langt fra løst

AF: Jess V. Laursen. Medlem af Regionsrådet i Region Nordjylland og Medlem af Sundhedsråd Limfjorden

De nye sundhedsråd er en central del af den største omlægning af det danske sundhedsvæsen i mere end 20 år. Med reformen er der truffet politiske beslutninger om struktur og ansvar, men det er vigtigt at være ærlig: At rammerne er sat, betyder ikke, at løsningerne er på plads.

Sundhedsrådene bygger på et tættere samarbejde mellem kommuner og regioner. Intentionen er klar, men samarbejdet stiller store krav til alle parter. Der skal tænkes ud over eget område og mere konsekvent i regionen som helhed. Ellers risikerer vi, at gamle skel og lokale hensyn fortsat styrer beslutningerne – blot i en ny organisering.

Regionerne har sammen med kommunerne nu fået ansvaret for hele ”kæden” i patientforløbet. Det giver mulighed for bedre sammenhæng, men det placerer også et markant ansvar. Hvis overgange mellem sygehus, praksissektor og kommunale tilbud ikke fungerer, vil borgerne fortsat opleve brud i deres forløb – uanset hvor mange råd og strukturer vi opretter.

Et centralt mål er, at sundhedsvæsenet skal være nært og ikke svært. Det kræver, at hjemtagning af patienter, akutfunktioner og opfølgning i det nære sundhedsvæsen fungerer i praksis – ikke kun på papiret. Samtidig skal der være lige økonomi til lige behov. Hvis ressourcerne ikke følger opgaverne, vil uligheden i sundhed vokse, også selv om ambitionerne er de rigtige.

En af de største udfordringer er manglen på sundhedspersonale. Der er politisk enighed om, at vi frem mod 2035 skal have flere speciallæger og op mod 5.000 praktiserende læger. Det er et ambitiøst mål, men uden konkrete løsninger på rekruttering, arbejdsvilkår og fastholdelse risikerer det at forblive en hensigtserklæring.

Samtidig er det nødvendigt at erkende, at vi ikke kan vente på, at alle forhold er afklaret, før arbejdet går i gang. Sundhedsrådene skal sættes i drift med mulighed for justeringer og tilpasninger undervejs. Netop derfor er det afgørende, at der løbende følges op med data, gennemsigtighed og vilje til at rette op, når noget ikke virker.

De nye sundhedsråd løser ikke i sig selv sundhedsvæsenets udfordringer. De flytter ansvar og stiller større krav til samarbejde, prioritering og styring. Hvis reformen skal give reel værdi for borgerne, kræver det ærlighed om begrænsningerne – og vilje til at handle, også når det er svært.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler