De forsvarende pokalmestre gæster Hobro IK i 4. runde af Oddset Pokalen
Onsdag den 24/09-2025 skulle Hobro IK forsøge at rejse sig mod Aarhus Fremad i 3. runde af dette års Oddset Pokalturnering. Opgøret blev spillet i Aarhus på Riisvangen Stadion, hvor de ligeledes fire dage forinden, den 20/09-2025, havde været på besøg og måtte køre hjem i bussen med et tungt nederlag på 3-0.
Men historien blev skrevet anderledes denne gang. Jens Gjesings tropper havde læst på lektien, og Hobro IK sikrede sig en flot sejr på 1-2, hvilket medførte videre avancement til 4. runde af Oddset Pokalen.
Modstanderen til fjerde runde skulle findes senere onsdag aften, og her var der gode muligheder for fine modstandere, da alle 12 Superliga-mandskaber var tilbage blandt de 16 hold. Og Superliga-modstand får Hobro IK også. Men ikke hvilken som helst Superliga-klub. Nemlig de forsvarende danske mestre og pokalmestre fra FC København står til at gæste DS Arena i Hobro.
Kampen mod de forsvarende pokalmestre er programsat til at skulle spilles i slutningen af oktober. Datoen er ikke fastlagt, men kampterminen er den 28.-30. oktober. Så der er grund til at sætte kryds i kalenderen for et brag af en fodboldkamp på DS Arena.
Det er ikke første gang, at Hobro IK møder FC København i pokalturneringen, og det seneste pokalopgør mellem de to klubber er ikke så længe siden. Her skal man blot tilbage til den 19/10-2022. Her mødtes de to klubber i tredje runde af pokalturneringen. Udfaldet af kampen var et snævert avancement til hovedstadsklubben, hvor de efter en sejr på 5-3 i straffesparkskonkurrence kunne se sig videre, efter den ordinære tid ved 90 minutter og senere 120 minutter havde endt 1-1.
Hobro IK håber, at udfaldet af kampen denne gang bliver til nordjydernes fordel, så pokaldrømmen kan fortsætte.


