ForsideHimmerlandDato for indflytning i nyt hospital

Dato for indflytning i nyt hospital

Dato for indflytning i nyt hospital

Søndag var flere tusinde besøgende til åbent hus i Hospitalsbyen i Aalborg. Gæsterne kunne ved selvsyn konstatere, at indflytningen så småt er i gang, og den store flytning nærmer sig med hastige skridt. Nu er der også sat dato på, oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.

Indflytning i etaper

– Besøgsdagen havde igen i år et stort fremmøde af nysgerrige og spørgelystne nordjyder. Det fortæller mig, at der er en stor interesse i vores landsdel for hospitalsprojektet. De fik set, at vi er godt i gang med at flytte flere funktioner ind på hospitalet, og den helt store milepæl er selvfølgelig, når vi kan byde patienterne velkommen, og det er nu mere konkret end nogensinde før, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).    

Foto: Region Nordjylland

Opgaven omfatter indflytning fra de nuværende matrikler i Aalborg og forløber i flere etaper. Nord-matriklen skal helt rømmes, mens hospitalet på syd-matriklen står over for en delvis udflytning.

Første store rykind er fastsat til perioden 26. januar til 8. februar 2026. De næste store etaper følger 2.-22. marts og 20. april-3. maj 2026.

Undervejs er der sat faste dage på indflytning af patienterne.

– Det er en stor og meget spændende opgave, der skal gennemføres. Dels skal vi flytte fra de eksisterende hospitalsmatrikler i Aalborg og ind i det nye. Samtidig skal vi sikre, at patienterne stadig får den samme grundige behandling. Jeg er helt tryg, for vi har en robust plan, siger hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen, Aalborg Universitetshospital.

Erfarne specialister hyret ind

Der er etableret flytteorganisation på hospitalet med lokale flytteformænd og flyttekoordinatorer, som sørger for at holde styr på, hvad der skal gøres hvornår.

Selve den fysiske flytning i de tre store etaper i 2026 understøttes af flyttefirmaet Health Care Relocations (HCR), som har 30 års erfaring med netop at flytte hospitaler fra ét sted til et andet.

Det canadiske firma har allerede været med i flere hospitalsflytninger i Danmark. Firmaets speciale i hospitaler skal sikre, at flytningen sker med fuld fokus på patientsikkerheden og minimal driftsnedgang.

Foto: Region Nordjylland

Allerede aktivitet i bygningerne

Til besøgsdagen i går, søndag d. 1. september, i Hospitalsbyen kunne gæsterne konstatere, at der allerede er aktivitet i bygningerne.

For eksempel er Hospitalsbyen bemandet med faste medarbejdere fra teknisk afdeling samt service og rengøring, og i efteråret 2024 får de følgeskab af kolleger, der arbejder på centrallageret. I foråret 2025 begynder også sterilcentralen og hospitalskøkkenet at flytte funktioner ind i Hospitalsbyen.

Om få dage ankommer også de første patienter, når Steno Diabetes Center Nordjylland slår dørene op i Diabeteshuset til ambulant diabetesbehandling. De kan foruden at køre i bil også vælge at tage Plusbussen, der nu er sat ind i fast rutefart hele vejen til Hospitalsbyen.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler