Cykelstiprioritering 2025 i Vesthimmerland
Cykelstiprioritering 2025 er på dagsordenen når Teknik og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune holder møde den 27. januar 2025.
Der er på nuværende tidspunkt gang i planlægning og udførelse af i alt to cykelstiprojekter, og der pågår en dialog med Vejdirektoratet om løsning på strækningen mellem Vester Hornum og Hornum, hvortil midlerne for cykelpuljen 2024 benyttes.
Der er i budgetaftale 2025-2028 afsat 5 mio. kr. til cykelpulje 2025, som skal prioriteres.
Der er mulighed for at søge om tilskud til cykelstier i Vejdirektoratets cykelstipulje 2025. Opnås tilskud til ansøgte projekter, skal der findes egen-finansiering til projekterne.
Baggrund
Teknik- og Miljøudvalget har frigivet anlægsmidler til følgende kommende cykelstiprojekter:
- Cykelsti ved vandtårnet i Farsø (Farsø)
- Cykelsti langs Sdr. Ringvej (Løgstør)
Status på projekterne er, at der pågår nærmere planlægning af tracéet for cykelstien ved Vandtårnet i Farsø. Cykelstien langs Sdr. Ringvej er i projekteringsfasen.
Der blev i 2024 ansøgt om tilskud hos Vejdirektoratets cykelpulje til tre cykelstiprojekter:
- Aars Ringvej (Tvebjergvej-Gislumvej)
- Aars Ringvej (Himmerlandsstien-Løgstørvej)
- Vester Hornum-Hornum
Der er opnået tilskud til projektet mellem Vester Hornum og Hornum, hvor der dog i skrivende stund pågår en dialog med Vejdirektoratet om, hvorvidt der kan gives tilskud til et ændret projekt set i forhold til det oprindeligt ansøgte. De to stier langs Aars Ringvej opnåede ikke tilskud i 2024, men Vejdirektoratet gav positiv tilbagemelding på projekterne om, at de har stort cykelpotentiale.
Der er i 2025 også mulighed for at søge om tilskud til cykelstiprojekter ved Vejdirektoratets cykelpulje, hvor der i Finanslov 2025 er afsat 330,7 mio. kr. til medfinansiering af kommunale anlægsprojekter i 2025. I 2025 vil der, som i 2023 og 2024, være særligt fokus på sikre skolevej og pendlercykling. Ved prioritering af projekterne indgår følgende kriterier:
- Bedre sammenhæng i cykelinfrastrukturen på tværs af kommunegrænser
- Bedre fremkommelighed på cykelstier og nye cykelstier, der styrker pendling i såvel større som mindre kommuner
- Flest mulige cykelpendlere får gavn af projektet
- Forbedring af trafiksikkerhed og sammenhæng på skolevejsnet
Der kan opnås forskellige tilskudsandele:
- Tilskudsandelen til anlægsprojekter er på til 40%
- Anlægsprojekter, der forbedrer trafiksikkerheden for cyklister på skoleveje, kan opnå en tilskudsandel på op til 50%
- Tværkommunale anlægsprojekter, der involverer mindst to kommuner, kan opnå en tilskudsandel på op til 50%
Det bemærkes, at det har været muligt at ansøge om tilskud hos Vejdirektoratet i 2023, 2024 og 2025, men det vides ikke på nuværende tidspunkt, hvorvidt der kommer en pulje i 2026.
Administrationen anbefaler, at der ansøges om tilskud til cykelstiprojekter hos Vejdirektoratet i 2025.
I bilag 1 er alle cykelsti ønsker fra prioriteringslisten kortlagt, og i bilag 2 og 3 ses lister med cykelstiprojekter, hvor formålet er hhv. trafiksikre skoleveje og øvrige cykelstiprojekter.
Med baggrund i ovenstående kriterier og den eksisterende cykelinfrastruktur i Vesthimmerlands Kommune er cykelstiønskerne vurderet:
Trafiksikker skolevej
På listen med cykelstiønsker, der kan skabe trafiksikker skolevej i lokalområdet, er der 11 stiønsker. De fire øverste på listen (prioriteret efter pointgivning i prioriteringsmodellen), er opsummeret i følgende tabel.
Nr. i prioriteringsliste og på kort | Point | Projekt | Længde [km] | Stitype | Anlægsoverslag [mio.kr.] | Talte cyklister (2024) |
24A | 30,5 | Testrupvej (Højslev Møllevej – Ndr. Ringvej) | 2,6 | Dobbeltrettet sti | 9,1 | 10 |
5* | 12 | Vilstedvej (Toppedalskolen-Aarsvej) | 2,7 | – | – | – |
6** | 8,6 | Vilstedvej (Toppedalskolen – Holkasmindevej) | 3,2 | – | – | 4 |
21 | 7,3 | Fjelsøvej (Fjelsø – Aalestrup) | 3,4 | Dobbeltrettet sti | 11,95 | 8 |
*Et møde er ved at blive opsat i start 2025 med borgerne for at drøfte udfordringer og eventuelle løsninger. Det foreslås derfor, at denne udgår i forhold til ansøgning hos Vejdirektoratet 2025.
**Det undersøges anlægsteknisk og med politiet, hvorvidt en 2 minus 1 vej kan lade sig gøre på denne strækning. Det foreslås derfor, at denne udgår i forhold til ansøgning hos Vejdirektoratet 2025.
Cykelstiprojektet langs Testrupvej forudsættes at være en dobbeltrettet cykelsti fra Højslev Møllevej til Ndr. Ringvej i vejens østlige side. Stiens overordnede forløb kan ses på bilag 4.
Cykelstiprojektet langs Fjelsøvej forudsættes at være en dobbeltrettet cykelsti mellem Fjelsø og Aalestrup (ved Engparken). Stien etableres i vejens vestlige side. Stiens overordnede forløb kan ses på bilag 5.
Både strækningen på Testrupvej og på Fjelsøvej er vurderet trafikfarlig for alle klassetrin.
Øvrige cykelstiprojekter
På listen med øvrige cykelstiprojekter, er der 30 stiønsker. I denne tabel er der nogle stiprojekter, der ligger højt på listen, men som ikke opfylder kriterierne for ansøgning til Vejdirektoratet. De fire første på listen (prioriteret efter point-givning i modellen), som er vurderet at kunne ansøges om tilskud til hos Vejdirektoratet, er opsummeret i det følgende:
Nr. i prioriteringsliste og på kort | Point | Projekt | Længde [km] | Stitype | Anlægsoverslag [Mio. kr.] | Talte cyklister (2024) |
29 | 96,9 | Aars Ringvej (Tvebjergvej-Gislumvej) | 2 | Dobbeltrettet sti | 5,5 | 4* |
30 | 75,5 | Aars Ringvej (Himmerlandsstien-Løgstørvej) | 2,5 | Dobbeltrettet sti | 7,2 | 3* |
17A | 27,3 | Svoldrupvej (Røjbækvej-Overvejen) | 2,3 | Enkeltrettet sti | 7,3 | ** |
17B | 24 | Svoldrupvej (Overvejen-Lerkenfeldvej) | 2,2 | Enkeltrettet sti | 7,25 | ** |
*Cyklisterne er talt på Aars Ringvej.
**Der er ikke talt cyklister på Svoldrupvej.
Cykelstiprojektet langs Aars Ringvej (nr. 29) forudsættes at være en dobbeltrettet cykelsti mellem Tvebjergvej og Gislumvej. Stien etableres på den nordlige side af Aars Ringvej på bagsiden af eksisterende vold. Stiens overordnede forløb kan ses på bilag 6.
Cykelstiprojektet langs Aars Ringvej (nr. 30) forudsættes at være en dobbeltrettet cykelsti mellem Himmerlandsstien og Løgstørvej. Stien etableres på den nordlige side af Aars Ringvej på bagsiden af eksisterende vold. Stiens overordnede forløb kan ses på bilag 7.
Cykelstiprojektet langs Svoldrupvej (nr. 17A) forudsættes at være en enkeltrettet sti mellem Røjbækvej og Overvejen. Stiens overordnede forløb kan ses på bilag 8.
Cykelstiprojektet langs Svoldrupvej (nr. 17B) forudsættes at være en enkeltrettet sti mellem Overvejen og Lerkenfeldvej. Stiens overordnede forløb kan ses på bilag 8.
Finansieringen af projekterne vil være cykelpuljen 2025, men såfremt der opnås tilskud til flere projekter er der mulighed for at have cykelstiprojekter med som et punkt på budgetforhandlingerne i 2025.
Forventet konsekvens
Flere cykelstier forventes at få flere til at cykle, og dermed får flere borgere muligheden for at kunne transportere sig grønnere i lokalområdet. Dette er i tråd med Vesthimmerlands Kommunes klimaplan og den Mobilitetsplan, der på nuværende tidspunkt er under udarbejdelse.
Organisering og kommunikation Ingen bemærkninger.
Lovgrundlag Ingen relevant lovgivning.
Økonomi
Opnås der tilsagn om tilskud på de indsendte ansøgninger, skal der afsættes midler til andelen af egen-finansiering af stierne:
- Egenfinansiering forventes at være 60% for stierne langs Aars Ringvej.
- Egenfinansiering forventes at være 50% for stierne langs Testrupvej og Fejlsøvej.
Procesplan
Ansøgning til Vejdirektoratet skal ske senest den 31. marts 2025. Vejdirektoratet vender tilbage i løbet af sensommeren 2025 om, hvorvidt der er opnået tilsagn til ansøgt(e) projekt(er).
Sagen afgøres i Teknik- og Miljøudvalget.
Indstilling
- at der ansøges om tilskud fra cykelpuljen 2025 hos Vejdirektoratet
- at der ansøges om tilskud til cykelstiprojekt langs Testrupvej og Fjelsøvej med henblik på trafiksikker skolevej
- at der ansøges om tilskud til cykelstiprojekt langs Aars Ringvej (begge strækninger) med henblik på pendling
- at der ikke prioriteres stier for midlerne i cykelpuljen 2025, før der foreligger en tilbagemelding fra Vejdirektoratet på indsendte ansøgninger
Bilag