Campus Hobro: Beslutningsproces om placering, klimasikring og trafik sættes i gang
Beslutningsproces for fastlæggelse af fysiske rammer for Campus i Hobro er på dagsordenen når Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune holder møde den 22. oktober 2025.
Byrådet har besluttet, at det vil arbejde for etableringen af Campus Hobro i Hobro Midtby.
Etableringen af Campus kræver, at der tages en række politiske beslutninger, der er med til at sætte de fysiske rammer for Campus.
Økonomiudvalget skal tage stilling til processen for disse beslutninger.
Indstilling: Direktionen indstiller til Økonomiudvalget:
- at de forberedende arbejder igangsættes
- at den foreslåede tids- og procesplan godkendes
- at der tages stilling til om der forud for de foreslåede principbeslutninger i 1. kvartal 2026 skal gennemføres en inddragende proces med inviterede interessenter
Inddragelse
I forberedelsen af Campus har der været afholdt diverse aktiviteter, herunder et kick off event den 1. maj 2024, som var en åben invitation til alle interesserede, hvor der var mulighed for at give input til projektet.
Erhvervshavnens lejer er endvidere i sensommeren 2025 orienteret om den forventede politiske beslutningsproces vedrørende erhvervshavnens fremtidsscenarier på den anden side af kontraktperiodens udløb.
I forbindelse med de foreslåede politiske dagsordener for principbeslutninger vil der også blive mulighed for politisk stillingtagen til inddragelse af borgere m.fl. frem mod endelige beslutninger. Det vurderes i den forbindelse, at særligt spørgsmålet om eventuel alternativ anvendelse af de nuværende erhvervsarealer på Hobro Havn især på længere sigt vil være relevant genstand for en involverende proces.
Endeligt bedes Økonomiudvalget, med nærværende sag, tage stilling til om der forud for den foreslåede politiske behandling i 1. kvartal 2026 skal gennemføres en tidlig inddragelse af særlige interessenter.
Dersom Økonomiudvalget ønsker dette, vil administrationen anbefale at inddragelsen i særlig grad omfatter de mest centrale interessenter og i første omgang ikke en bredere borgerinddragelse. De mest centrale interessenter vurderes i den sammenhæng at være erhvervshavnens lejere og evt. andre væsentlige brugere af havnen samt Hobro Byforum, som hidtil har udvist stort engagement omkring Hobro bys udvikling og som repræsenterer såvel handelsliv, ejendomsejere, kulturliv mv. Økonomiudvalget kan pege på andre interessenter, som i givet fald også ønskes inddraget.
Sagsfremstilling
Byrådet besluttede på byrådsmødet den 27. maj 2021 at indgå i og understøtte etablering af Campus-projektet i Hobro. Beslutningen er blevet bekræftet i Budgetaftalen for 2026, hvor ambitionerne for Campus fastholdes, idet ”aftaleparterne fortsat anser opførelsen af et fælles Campus i Hobro som et fyrtårn for kommunen og en investering i fremtiden – uddannelsesmæssigt, bosætningsmæssigt, erhvervsmæssigt og vækstmæssigt”.
Campus – et vigtigt led i udviklingen af Hobro midtby
Placeringen af Campus i Hobro midtby er helt i overensstemmelse med de visioner og mål, byrådet har sat i de planer, der er udarbejdet for Hobro midtby.
Visionen for campus
Parterne bag Campus har defineret en vision for projektet. Visionen viser god sammenhæng til de strategier og planer, som Byrådet har for området. Dele af visionen vedrører også placeringen og lyder:
”Beliggende i hjertet af Hobro – mellem bymidte og havn – skal Campus Hobro være et foregangseksempel på, hvordan campusliv og byliv smelter sammen. Her er uddannelse ikke isoleret bag mure, men en aktiv del af byens puls, hvor studiemiljø, erhvervsliv og kulturliv forenes i ét dynamisk fællesskab. Fordi vi tror på, at det giver et attraktivt studiemiljø, bedre uddannelse og en levende by.”
Behov for strategiske beslutninger omkring indbyrdes afhængige forhold
Placeringen i den eksisterende midtby medfører at en række fysiske faktorer påvirker eller bliver påvirket af Campus.
Planlægningen skal tage højde for en række centrale elementer, der er indbyrdes afhængige og som vil have indflydelse på, hvilket Campus, der kan bygges. Det er:
- Klimasikring
- Havneområdets fremtidige anvendelse
- Trafikplanlægning
- Parkering
- Arkitektoniske principper
Havneområdets fremtidige anvendelse har betydning for, hvilket Campus der kan bygges, fordi miljølovgivningen om særligt støj sætter grænser for, hvad der må planlægges for i nærheden af eksisterende erhvervsområder.
Havneområdets fremtidige anvendelse har også betydning for hvilken langsigtede klimasikringsstrategi, som er mulig at planlægge efter, ligesom designet af en evt. fremtidig klimasikring vil have betydning for hvilke funktioner af bl.a. rekreativ og byrumsmæssig art, som kan indgå helt eller delvist i tilknytning til campus. Byrådet skal tage stilling til, hvilken løsning de evt. ønsker, der skal aflaste fremtidens forventede trafikudfordringer. Der er udarbejdet en trafikanalyse, som viser forskellige løsningsmuligheder. Analysen vil blive en del af beslutningsgrundlaget.
Endvidere skal der træffes beslutning om parkeringsnorm for projektet. Der er udarbejdet en parkeringsanalyse, som vil indgå i beslutningsoplægget.
Forslag til tids- og procesplan
Styregruppen blandt partnerne i campus-projektet har aftalt et såkaldt ”point of no return” i maj 2026. På dette tidspunkt er planen at der fra alle parters side er truffet endelig beslutning om hvorvidt de ønsker og har økonomi til at indgå i et campus i Hobro midtby og tilkendegiver deres behov i forhold til dimensionering. Der vil ske en afstemning mellem de kommunale planlægningsopgaver og den hovedtidsplan, som parterne har under udarbejdelse.
Administrationen foreslår følgende tids- og procesplan for de beslutninger, som fra politisk side vil være nødvendige:
- Januar 2026: Fælles temamøde mellem Udvalget for Klima og Landdistrikter og Økonomiudvalget som forberedende dialog til Økonomiudvalgets indstilling i forhold til principbeslutninger omkring erhvervshavnens fremtid samt valg af klimasikringsløsning .
- Februar 2026: Principbeslutninger omkring erhvervshavnens fremtid samt valg af klimasikringsløsning. Behandlingsplan: ØK og Byråd
- Marts 2026: Principbeslutninger omkring trafikale løsninger samt parkeringsforhold. Behandlingsplan UTM, ØK og Byråd
- Maj 2026: Point of no return
- Juni 2026: Endelige beslutninger vedr. Erhvervshavnens fremtid, klimasikringsløsning, trafikal løsning og parkeringsforhold
Som det fremgår, lægges der op til at der i perioden op til ”point of no return” træffes principielle beslutninger under forudsætning af at der skal etableres et campus. Disse principielle beslutninger vil danne basis for fastlæggelse af de rammer hvorunder et campus kan etableres. Efter ”point of no return” lægges op til at der træffes endelige beslutninger, som så indgår i den konkrete detailplanlægning.
Arkitektoniske principper vil i forhold til ovenstående tidsplan ikke indgå som særskilt emne, men indgå i den videre detailplanlægning – herunder ikke mindst i forbindelse med den forestående arkitektkonkurrence, lokalplanlægning mv. ”Principper for udvikling af Hobro Midtby”, vedtaget af Byrådet i november 2023, vil blive bragt i spil i forhold til afklaringen af de arkitektoniske krav, som indarbejdes i detailplanlægningen.
I forbindelse med de foreslåede politiske dagsordener for principbeslutninger vil der, som nævnt ovenfor, også blive mulighed for politisk stillingtagen til inddragelse af borgere m.fl. frem mod endelige beslutninger.
Kort om de emner, der vil komme til politisk stillingtagen jfr. den foreslåede proces
Klimasikringsløsning
I Mariagerfjord Kommunes Klimatilpasningsplan 2023-26 er det forudsat, at sikring mod stormflod og havstigninger i Hobro skal ske langs kajkanten på Hobro Havn. Ifølge handlingsplanen skal der inden 2027 laves en forundersøgelse, der fastlægger dels, hvor højvandesikringen skal placeres og dels, hvordan den skal designes. Projektering og udførelse skal være udført inden 2031, og sikres til kote DVR 2,30 med mulighed for senere forhøjelse.
I forbindelse med Campusprojektet er der lavet en analyse af, hvordan en højvandsikring kan placeres og udformes, hvilket har ført frem til to løsningsmuligheder: etablering af en mur eller anlæg af et rekreativt forlandskab, hvor sikringen hovedsageligt sker ved etablering af et parkanlæg ved havnen.
Omdannelse af havnen
Dersom der ønskes etableret et forlandskab som højvandesikring er en forudsætning, at havnen på sigt nedlægges som industrihavn for at give plads til forlandskabet.
Vælges den løsning vil Campus-projektet ikke skulle skal tage højde for støjforureningen fra industrihavnen.
Hvis industrihavnen bevares, vil det i praksis betyde, at Campus skulle have støjsikrede og ”lukkede” facader mod havnen. Da Campus samtidig skal støjsikres mod vejstøj fra Brogade, vil det betyde en begrænsning for at opnå et udadvendt og gennemsigtigt Campus, der interagerer med resten af midtbyen og ikke mindst havneområdet.
Trafikløsning
Der har gennem en række år været fokus på trafikafviklingen gennem Hobro midtby og især de udfordringer, som der forventes at opstå i fremtiden. Derfor er det tidligere besluttet, at der skulle udarbejdes en trafikanalyse, for afdække udfordringer og løsningsmuligheder.
Denne analyse er nu udført, og de skitserede løsningsmuligheder er ligeledes et vigtigt element i den samlede byudvikling, der samtidig kan påvirke rammerne for Campus. De scenarier, som er beskrevet i analysen, har hver for sig sine fordele og ulemper, som vil skulle indgå som input til beslutningen om hvilken løsning der vælges.
Parkeringsarealer
Det anslås, at Campus har behov for et betydeligt antal parkeringspladser, som ikke i fuld udstrækning forventes at kunne etableres på de arealer, der er afsat til Campus. Det vil derfor blive nødvendigt at reservere arealer i og omkring midtbyen til decentrale p-pladser for Campus. Fordelingen mellem Campus’ egne og decentrale p-pladser afhænger af, i hvilket omfang Mariagerfjord Kommune kan og vil reservere areal til de decentrale p-pladser.
Der er i den forbindelse udarbejdet en parkeringsanalyse for Hobro, hvor der er udpeget arealer, der kan udlægges til parkering for eksempelvis Campus, men dette beror også på en politisk prioritering.
Økonomi
De allerede gennemførte analyser omkring trafikale forhold, miljø mv. samt det forberedende arbejde med de foreslåede beslutningspunkter finansieres inden for de allerede afsatte driftsmidler og de af direktionen afsatte midler til arbejdet med campus.
Drifts- og anlægsøkonomi, som knytter sig til de senere beslutninger, vil fremgå af de respektive sagsfremstillinger.


