ForsideMariagerfjordByrådet i overvejelse: Lejekontrakt med Karl Jensen på Hobro Havn genforhandles

Byrådet i overvejelse: Lejekontrakt med Karl Jensen på Hobro Havn genforhandles

Byrådet i overvejelse: Lejekontrakt med Karl Jensen på Hobro Havn genforhandles

Hobro Havn er på dagsordenen ved det kommende møde i økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune. Onsdag den 17. april behandler de sagen: Hobro Havn.

Fra 1. juni 2024 til 1. juni 2025 har Byrådet mulighed for at opsige eller genforhandle den lejekontrakt, der er indgået med Karl Jensen på Hobro Havn.

Denne sag skal afklare, om Byrådet ønsker at fortsætte kontrakten indtil udløb i 2035, gøre brug af muligheden for genforhandling af kontrakten eller benytte sig af opsigelsesmuligheden.

Indstilling: Kommunaldirektøren indstiller til Byrådet:

1. At lejekontrakten med Karl Jensen genforhandles med mulighed for et nyt forhandlingsvindue i 2029.

Inddragelse: Borgmesteren og kommunaldirektøren har afholdt møder med direktørerne fra Karl Jensen, Nobian A/S og direktøren, formanden og næstformanden fra Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG).

Sagsfremstilling

Fra 1. juni 2024 til 1. juni 2025 har Byrådet et forhandlingsvindue. Det vil sige et tidsrum, hvor der er mulighed for at opsige eller genforhandle den lejekontrakt, der er indgået med Karl Jensen og kommunen om brugen af Hobro Havn.

Det betyder, at Byrådet skal forholde sig til den fremtidige anvendelse af de arealer i Hobro by, som i et udviklingsperspektiv må betragtes som relativ attraktivt. Det gælder både i et kort og langsigtet perspektiv. 

Som baggrund for beslutningen er der udarbejdet et notat om ‘Havnepieren i Hobro – Byudvikling og fremtidsscenarier’ (bilag 1). Notatet forholder sig til de byudviklingsmæssige perspektiver ved tre forskellige scenarier for kontrakthåndteringen. Byrådet kan beslutte at: 

1.  Genforhandle kontrakten med Karl Jensen
2.  Fastholde kontrakten med Karl Jensen 
3.  Opsige kontrakten med Karl Jensen – hvorved området kan anvendes til andre formål

Yderligere er der udarbejdet et notat om ‘Økonomiske, formelle og erhvervsmæssige forhold omkring havnen i Hobro’ (bilag 2). Notatet beskriver kommunens økonomiske og forhandlingsmæssige interesser. Derfor er notatet lukket for offentligheden. 

Begge notater samt ‘Principper for udvikling af Hobro bymidte’, som er vedtaget af Byrådet i november 2023, er vedhæftet som bilag. I anden sag på Byrådets dagsorden af dags dato fremlægges et konkret ønske fremsat af Himmerlands Erhvervs- og gymnasieuddannelser om opførelse af værkstedsfaciliteter på havnearealet i sameksistens med Karl Jensens erhvervsaktivitet. En værkstedsskole på arealet vil muligvis have plan- og miljømæssige konsekvenser for eksisterende og fremtidig anvendelse, som skal undersøges nærmere på flere parametre, hvis Byrådet ønsker at imødekomme ansøgningen. 

Administrationen bemærker, at en bys udvikling skal ses og planlægges i et mangeårigt perspektiv. I forbindelse med præsentation af ‘Principper for udvikling af Hobro bymidte’ på temamøde for Byrådet i august 2023 blev Byrådet præsenteret for en ‘Handlings- og projektplan’, som illustrerer en mangeårig rækkefølgeplan for Hobros udvikling. Rækkefølgeplanen viser, en tidsmæssig sammenhæng mellem udviklingsarbejdet med ‘Hobro midtby’, ‘Det reakreative og kulturelle strøg (inklusive uddannelse)’ og ‘Hobro Havn’. Handlings- og tidsplanen er vedhæftet sagen som bilag. 

En rækkefølgeplan er i et planlægningsmæssigt perspektiv vigtig, da en by af Hobros størrelse ikke kan absorbere mange udviklingsprojekter på én gang. Det er der ikke tilstrækkelig vækst og befolkningstilgang til, og kommunens økonomi eller planmæssige ressourcer tilsiger det heller ikke. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at projekterne skal afløse og understøtte hinanden og ikke konkurrere med hinanden. I følge rækkefølgeplanen er ‘Hobro Havn’ planens sidste fokusområde. I praksis betyder det, at det i de kommende år fagligt vurderes at være hensigtsmæssigt at fokusere på at styrke og udvikle Hobro bymidte. Men også at lade de allerede besluttede boligudviklingsprojekter (Ny Blaakilde, højhusbyggeriet i Jernbanegade, Søndre Kajgade og Adelgade) realisere, inden en eventuel områdeudvikling af havnen påbegyndes. 

Investering i Hobro midtby (herunder Campus) vurderes at ville styrke detailhandlen og danne grundlag for bymæssige tilbud og aktiviteter, der manifesterer byen som attraktiv for erhvervs- og boligudvikling og dermed som kommunens økonomiske motor. En styrkelse af midtbyen (=vækst) skaber samtidigt et investeringsmæssigt grundlag for senere at kunne udvikle havnen. Ydermere – og nok så vigtigt – vil den fastlagte rækkefølgeplan give tid til inddragelse af byens aktører og borgere omkring en eventuel havneomdannelse. Det vil skabe ejerskab til byens fremtidsplaner og øge investeringslysten. 

I et byudviklingsmæssigt perspektiv anbefales det derfor, at lejekontrakten med Karl Jensen genforhandles med mulighed for et nyt forhandlingsvindue i 2029, hvor lejemålet kan genforhandles eller opsiges. Således kan området med kortere varsel udvikles til andre formål, hvis behovet for byudvikling mod forventning skulle opstå inden 2035. 

Forud for denne sag har der i marts 2023 været afholdt et kort temamøde i Økonomiudvalget. På mødet blev de forskellige scenarier for havnens fremtid drøftet, ligesom HEG’s ønske om at etablere værksteder på havnen også blev drøftet. Derfor skal denne sag ses i sammenhæng med sagen om HEG’s ønske om at etablere værksteder på Hobro Havn. 

Økonomi: De kendte økonomiske konsekvenser beskrives i notatet.

Bilag

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler