Byens Godtfolk stjålet i nat fra gaderne i Mariager
Den seneste figur, nummer fire i rækken, forestillende Aage Vestergaard Larsen, blev indviet for blot et par uger siden. Indvielsen blev markeret med en festlig begivenhed, hvor flere hundrede borgere deltog og fejrede tilføjelsen til byens samling af Godtfolk – men nu er de alle fire væk.
Natten til i dag lørdag blev der begået flere tyverier af bronzeskulpturer i Mariager. Ifølge Nordjyllands Politi er i alt fire skulpturer blevet fjernet fra bymidten.
En borger opdagede, at en af figurerne på torvet blev stjålet, og kontaktede straks politiet. En patrulje blev sendt til stedet, men gerningspersonerne – formentlig to – nåede at forsvinde, inden betjentene ankom.
– Om de øvrige skulpturer er taget før eller efter denne hændelse, kan vi endnu ikke sige. Men vi har sikret spor på stedet, og med hjælp fra videoovervågning håber vi i løbet af dagen at kunne klarlægge forløbet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Torben Arendrup.
Anmeldelsen indløb kl. 02.18.
De stjålne bronzeskulpturer er en del af kunstprojektet Godtfolk i Mariager, hvor figurer på 65-70 centimeter i bronze, der portrætterer byens borgere, er opstillet rundt omkring i den historiske midtby.




