Budget 2025: Kontinuitet i den ansvarlige økonomiske kurs med fortsatte investeringer i velfærd og anlægsudvikling i hele Vesthimmerland
Byrådet i Vesthimmerlands Kommune har indgået et budgetforlig for 2025-2028.
Budget 2025-2028 er nu indgået i Vesthimmerlands Kommune. Et budget, der i hovedtræk indeholder følgende nøglepunkter:
- Sund og ansvarlig økonomi
- Investeringer i kernevelfærd for børn og ældre
- Anlægsprojekter i hele Vesthimmerland
I fuld enighed har partierne bag budgetforlig-2025 prioriteret i både drifts- og anlægsønsker.
Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen, siger om årets budget:
– Vi har haft et rigtig godt forhandlingsklima, hvor alle partier har været interesseret i at sikre en ansvarlig økonomi og understøtte udvikling i hele Vesthimmerland. Her er der plads til et nyt lægehus i Løgstør, grundkapital til boligudvikling i oplandsbyerne, stabil kernevelfærd og på sundhedsområdet har vi sikret økonomi til de øgede udgifter til psykiatri og handicap.
For at skabe plads til de ønskede politiske prioriteringer i Vesthimmerland er der foretaget drift udvidelser for 3,3 mio.kr. og besluttet administrative besparelser på 3,1 mio.kr. i 2025 jf. Regeringsaftalen. Et budget, der udspringer af en økonomi i Vesthimmerland, hvor der er balance mellem indtægter og udgifter og kontinuitet omkring de store beslutninger for Vesthimmerlands Kommune i både velfærden og på anlægssiden.
Økonomisk fortsætter en stabil, robust og ansvarlig økonomi, hvor der udover et kontinuerligt og stabilt serviceniveau i velfærden er plads til et anlægsprogram på 95 mio. kr. med Løgstør Marina, Farsø Bymidte, ny vuggestue ved Østermarken i Aars, Løgstør Lægehus, udvidelse af Gislumvej ved Aars og flere puljemidler til landdistrikterne som nogle af de store investeringer.
Der er også afsat grundkapital til at understøtte mulighederne for ny boligudvikling både indenfor og udenfor de fire største byer.
Der er også afsat økonomi til at betale af på den skattefinansierede langfristede gæld, og anlægsbudgettet vil blive reduceret de kommende år og ende i ca. 74 mio.kr. i 2028. Det betyder helt konkret, at der også i den kommende byrådsperiode er mulighed for at vedtage investeringer og prioriteringer.
Med Budgetforliget-2025 løftes flere velfærdsområder og her bliver det helt konkret endnu billigere at være børnefamilie i Vesthimmerland. Forældrebetalingsprocenten i 2026 udgør 20,87 % i dagpleje, vuggestue og børnehave, hvor andre kommuners forældrebetalingsprocenter udgør op til 25 %, ligesom der også er afsat økonomi til hjemmepasning af børn.
På ældreområdet er der afsat midler til udvidelse af faste teams i den udekørende hjemmepleje samt investeringer i velfærdsteknologiske løsninger, der fremmer de ældres hverdag.
Der investeres også i et mobilt borgerservice, der kan flyttes rundt i kommunen – en form for “pop-up”-løsning, der fleksibelt kan støtte borgere med borgerserviceopgaver.
Generelle udfordringer for Vesthimmerlands Kommune er der også taget højde for i Budget-2025 og de kommende overslagsår, idet der er opmærksomhed på betydning af:
- Faldende indbyggertal
- Kommende reformer – Sundhed, Beskæftigelse og eventuel Udligning
- Nedgang i demografiske og socioøkonomiske nøgletal
Efter § 16 i Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner yder indenrigs- og sundhedsministeren årligt tilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner. Her modtager Vesthimmerlands Kommune 20 mio. kr.
Samtidig har Vesthimmerlands Kommune modtaget et finansieringstilskud på 18,9 mio. kr. fra Finansloven med Regeringens vægt på, at kommuner med et højt strukturelt underskud eller lavt beskatningsgrundlag modtager tilskuddet.
Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, VestHimmerlandsListen, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne står alle bag Budgetaftalen 2025.
Byrådets 1. behandling skete på mødet 19. september 2024 og Byrådets 2. behandling sker på mødet 10. oktober 2024.
Kurt Friis Jørgensen udtaler på vegne af Venstres byrådsgruppe:
– Vi er glade for at hele byrådet står sammen om et solidt budget. Vi vil gerne fremhæve, at der bliver mulighed for pasning af egne børn, der vil give mere frihed og fleksibilitet til børnefamilier i Vesthimmerland. Herudover blev der fundet penge til at fortsætte ordningen med gratis buskørsel til alle børn og unge under 16 år i kommunen. Sluttelig fik vi øremærket en del af grundkapitalen til almennyttigt byggeri til oplandsbyerne udenfor de fire store byer. Det mener vi giver mulighed for vækst og bosætning, også udenfor Aars, Løgstør, Farsø og Aalestrup.
Henrik Dalgaard udtaler på vegne af Konservatives byrådsgruppe:
– Vi er glade for endnu en gang at være med i aftalen for næste års budget, hvor vi alle i forhandlingslokalet har strakt os mod hinanden. Fra konservatives side glæder det os, at det igen bliver billigere at få sine børn passet i Vesthimmerland. Det tror vi gør en forskel for vores børnefamilier og forhåbentligt for bosætningen i Vesthimmerland. Aftalen indeholder også penge til projekter rundt om i kommunen til glæde for vores foreningsliv og idrætsudøvere. Det er både svømmehallen i Farsø og omklædningsrum i Lanternen i Løgstør og Kimbrerhøjen i Aars. Så sikrer vi også at flere kan beholde deres familielæge i Løgstør, når vi skal til at bygge et nyt lægehus i Løgstør. Vi er meget tilfredse med den aftale vi i fællesskab har lavet.
Asger Andersen udtaler på vegne af den Socialdemokratiske byrådsgruppe:
– I Socialdemokratiet glæder vi os over et robust budget, som sikrer velfærden for de svageste borgere med flere midler til psykiatri og handicapområdet og sårbare børn og unge. På anlægssiden er det meget positivt, at Løgstør får et nyt lægehus, som kan bidrage til at sikre den fremtidige lægedækning. Vi synes også det er vigtigt, at vi tilfører 15 mio.kr. til landdistrikterne i områdefornyelser.
Rasmus Vetter udtaler på vegne af SF’s byrådsgruppe:
– Vi har i SF haft det som høj prioritet at beholde borgerrådgiveren, som har en vigtig funktion, både i at vejlede borgere og forbedre kommunens sagsbehandling og betjening. Vi er desuden glade for, at vi fremtidig får en mobil borgerservice, der kommer til at høre hjemme i alle tre administrationsbygninger på skift. Det var desuden en mærkesag for SF, at der blev sat penge af til Sedimenthåndtering, så vi fremover undgår klapning i fjorden.
Kirsten Moesgaard fra VesthimmerlandsListen udtaler:
– Jeg synes vi har lavet et rigtig godt budget. Alle har fået ønsker gennemført og her glæder det mig, at vi får udviklet Farsø Bymidte og får lavet nyt tag på Farsø Svømmehal med solceller. I Farsø har vi også aftalt at være opmærksomme på infrastrukturen omkring Farsø når VE-anlæggene nærmer sig en udformning. Slutteligt vil jeg også gerne glæde mig over, at vi hjælper med at realisere et nyt sejlsportscenter i Hvalpsund.
Liselotte Lynge Jensen fra Danmarksdemokraterne udtaler:
– Jeg er utrolig glad for, at vi endnu engang har formået at få alle med i budgettet. Det er vigtigt for det fremtidige arbejde vi skal i gang med. Stor tak til de andre forhandlere for en god tone og til direktionen for at styre os godt igennem. For os i Danmarksdemokraterne var det vigtigt, at vi fik forhandlet et godt budget, med aftryk i vores kernepolitik, hvor vi tænker i at styrke yderområder og ikke afhænde. Der kan nævnes afsatte midler til landdistrikterne, og til byfornyelse, så vi kan hjælpe yderområderne.
– Sidste år blev der lavet en hensigtserklæring til igangsættelse af Lægehus i Løgstør, så vi kan sikre, at vi også der kan tiltrække læger. Det blev der sat penge af til, og jeg er glad for, at vi nu kan komme i gang. På sundhedsområdet holder vi serviceniveauet, og vi fik afsat nogle penge til psykiatri og handicapområdet, så der er taget højde for forventet opdrift. En af de fremtidssikrende ting var fortsat afsættelse af grundkapital til seniorbofællesskaber. Borgerservice bliver nytænkt, så det fremover kan findes i alle de fire store byer, så alle borgere får glæde af åbning i nærområdet. Dette budget er igen et realistisk og robust budget som vi kan være stolte af.
Lars Rem fra Liberal Alliance udtaler:
– Det er ikke den mest spændende budgetaftale. Det er jeg glad for, fordi det betyder, at vi ikke har overskredet rammerne. Personligt er jeg glad for, at vi har lavet en aftale, der betyder, at vi får borgerservice i hele kommunen.