Brand i garage i Storarden – gammel kompressor årsag til ild
En brand i en garage på Storarden Byvej i Storarden satte i går sidst på eftermiddagen gang i en hurtig udrykning fra Beredskabet i Arden. Alarmen indløb kl. 17.18, og politiet vurderer, at en gammel kompressor var skyld i branden.
Politikommissær Jørn Kresten Nielsen fra Himmerlands Politi fortæller, at branden opstod i et hjørne af garagen, hvor den ældre kompressor stod tilsluttet strøm.
“Det tyder på, at branden er opstået i denne gamle kompressor, så det er vi ret sikre på er brandårsagen”, udtaler han.
Heldigvis forblev ilden begrænset til garagen og nåede ikke at brede sig til det tilstødende hus.
“Der er forholdsvis minimale skader på garagen i forbindelse med branden, tilføjer Jørn Kresten Nielsen.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.