Bosætning, erhverv og grøn omstilling er nøgleord for Per Kragelund
I denne artikel kan du møde Per Kragelund, der stiller op for Venstre i Mariagerfjord Kommune ved kommunalvalget den 18. november 2025.
Hvem er du – helt kort?
Jeg hedder Per Kragelund, er 65 år og bor på Rævebakkevej i Gandrup ved Arden sammen med min hustru Annette. Vi har tre voksne børn og fire børnebørn. Til daglig driver vi et økologisk landbrug med malkekøer, og i fritiden nyder jeg naturen, familien – og så går jeg gerne lidt på jagt.
Hvornår begyndte du at interessere dig for politik – og hvorfor?
Der har altid været snakket politik i mit hjem, så for mig var det en naturlig ting at engagere mig. Jeg har igennem årene deltaget aktivt i forskellige sammenhænge – blandt andet i idrætsklubben, menighedsrådet og andre foreninger. Jeg mener, at det er vigtigt at tage del i fællesskabet og være med til at holde vores lokalsamfund levende.
Hvordan mener du, at Mariagerfjord Kommune kan blive et endnu bedre sted at bo?
Vi skal skabe muligheder for større bosætning – også i vores landsbyer. Det kræver, at vi sørger for, at der er ledige byggegrunde til rådighed, så folk kan slå sig ned, hvor de ønsker.
Et andet vigtigt område er erhvervsklimaet. Her skal vi sikre en hurtig og smidig sagsbehandling, så vi kan fastholde arbejdspladserne og samtidig holde gang i kommunens gode økonomi. En sund økonomi er forudsætningen for, at vi kan tilbyde både gode skoler til børnene og trygge rammer for de ældre på vores plejecentre.
Som økologisk landmand ligger det mig også på sinde, at vi bidrager til den grønne omstilling. Jeg går ind for solceller – men placeret på tage, hvor det giver mening, og ikke på landbrugsjord, der skal bruges til fødevarer.
Vil du gerne have indflydelse på, hvem der skal repræsentere dig i byrådet?
Så husk at stemme den 18. november – og sæt gerne dit kryds personligt på din foretrukne kandidat.






