ForsideMariagerfjordBorgmesteren eller udvalgsformanden – hvem tager pladsen i Sundhedsrådet?

Borgmesteren eller udvalgsformanden – hvem tager pladsen i Sundhedsrådet?

Borgmesteren eller udvalgsformanden – hvem tager pladsen i Sundhedsrådet?

Folketinget vedtog 11. juni 2025 en ændring af regionsloven og en række andre love som følge af sundhedsreformen. 

Som følge af den nye lovgivning på området etableres 17 nye sundhedsråd, som får en særlig rolle i implementeringen af sundhedsreformen samt det efterfølgende arbejde i den nye organisering. 

Alle kommuner skal senest 1. november 2025 have valgt repræsentanter til sundhedsrådene. Valget af repræsentant skal fastsættes i den kommunale styrelsesvedtægt. Valg af repræsentant til Sundhedsråd Limfjorden er på dagsordenen når byrådet i Mariagerfjord Kommune holder møde den 25. september 2025.

Indstilling: Borgmesteren indstiller til Byrådet:
At Byrådet vælger en repræsentant til Sundhedsråd Limfjorden. Og at Byrådet vælger én eller flere stedfortrædere for den kommunale repræsentant i sundhedsrådet.

Sagsfremstilling
Mariagerfjord Kommune skal vælge en repræsentant til det regionale sundhedsråd. Rådet hedder ‘Sundhedsrådet Limfjorden’, og de øvrige repræsenterede kommuner er Aalborg, Vesthimmerland, Jammerbugt, Morsø, Rebild, og Thisted Kommune. 

Ifølge ‘Aftale om Sundhedsreform 2024’ mellem Regeringen med flere samt overgangsloven af 11. juni 2025 vil sundhedsrådene i 2026 fungere som forberedende sundhedsråd, der skal forberede flytningen af de sundhedsopgaver, der flyttes fra kommunerne til regionerne. Efter flytningen af sundhedsopgaverne vil sundhedsrådene fra 2027 og fremefter blive faste stående regionale udvalg, der inden for hvert råds geografiske område skal varetage den umiddelbare forvaltning af regionens sundheds- og socialområde. 

I 2026 skal sundhedsrådene blandt andet forberede regionsrådenes beslutninger om samarbejdet med de enkelte kommuner, driftsaftaler på udvalgte områder, personaletilpasninger, overførsler af aktiver, passiver med mere fra kommunerne til regionerne samt andre beslutninger, der er nødvendige i anledning af den nye sundhedsstruktur. 

Herudover har KL nedsat en række sundhedskoordinationsfora, hvor sundhedsrådene skal være repræsenteret. Dette indebærer, at to kommunale repræsentanter fra Sundhedsråd Limfjorden skal deltage i ’Sundhedskoordinationforum Nord’, og der skal de medvirke til at sikre kommunal koordination og sammenhæng på tværs af sundhedsrådene i de enkelte regioner. Repræsentanterne fra sundhedsrådene til KL’s koordinationsfora vælges efter forholdstalsvalgsmetoden på baggrund af valgresultatet ved kommunalvalget blandt sundhedsrådets kommuner.

Kommuner som Mariagerfjord Kommune med et indbyggertal under 80.000 kan alene vælge én repræsentant til sundhedsrådet. Repræsentanten kan være borgmesteren eller udvalgsformanden for det udvalg, der varetager størstedelen af opgaverne inden for sundheds- omsorgs- og socialpsykiatriområdet. Det vil sige Udvalget for Sundhed og Omsorg.

Foruden repræsentanten skal kommunen vælge én eller flere stedfortrædere. En stedfortræder kan alene være en borgmester, viceborgmester, udvalgsformand eller viceudvalgsformand, men ikke menige medlemmer af Byrådet. Ønsker Byrådet at vælge mere end én stedfortræder, skal stedfortræderne vælges i en prioriteret rækkefølge. Funktionsperioden i sundhedsrådet følger Byrådets funktionsperiode. 

Valget af repræsentant og stedfortræder skal være vedtaget ved en ændring af styrelsesvedtægten senest 1. november 2025. 

Valget mellem borgmesteren eller udvalgsformanden er bindende for hele det kommende byråds funktionsperiode. Administrationen bemærker endvidere, at hvis udvalgsformanden vælges som repræsentant, følger dette valg ansvarsområderne for sundheds- omsorgs- og socialpsykiatriområdet og ikke det konkrete byrådsmedlem. Hvis det senere besluttes, at udvalgsstrukturen skal ændres, vil rollen som repræsentant tilkomme den udvalgsformand, hvor størstedelen af de nævnte opgaveområder placeres. 

Er den valgte repræsentant en udvalgsformand, vil vedkommende modtage vederlag af regionen for hvervet. Er den valgte repræsentant derimod en borgmester, vil repræsentanten ikke modtage vederlag for hvervet. Dette skyldes, at en borgmester allerede via sit hverv er aflønnet svarende til en årsløn. Størrelsen af vederlag er endnu ikke vedtaget, men fastsættes af Indenrigs- og Sundhedsministeriet ved en bekendtgørelse.

Ændringer af styrelsesvedtægten skal ske ved to behandlinger i Byrådet med mindst seks dages mellemrum. Ændringerne skal herefter sendes til orientering til det kommunale tilsyn v/Ankestyrelsen. Anden behandling vil finde sted til byrådsmødet i oktober. 

Administrationen har vedlagt kopi af den gældende styrelsesvedtægt fra 2024 (bilag 1) samt udkast til en ny styrelsesvedtægt (bilag 2), hvor der er indsat et nyt kapitel, kapitel 6. Heri er der indsat to eksempler på formuleringer, der kan benyttes, alt efter om Byrådet vælger borgmesteren eller udvalgsformanden som repræsentant. Teksten vil blive tilpasset på baggrund af Byrådets første behandling af sagen, og i det omfang det er muligt, udarbejdes der et nyt udkast, der kan vedlægges ved anden behandling. 

Økonomi
Administrationen bemærker, at sundhedsrådene er regionale råd. Det er derfor regionerne, der skal finansiere vederlag og godtgørelse til rådenes medlemmer. 

Bilag
Bilag 1 Gældende styrelsesvedtægt 2024
Bilag 2 Udkast til ny styrelsesvedtægt

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler