Af Birgitte Wilsted Simonsen, byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti, Rebild.
Skolevægring – Der er behov for handling nu
For få dage siden blev på Christiansborg præsenteret en ny finanslov. Det er SVM-regeringen, der sammen med Det Konservative Folkeparti står bag denne.
På den nye Finanslov er besluttet at afsætte 30 mio. kroner årligt i perioden 2026-2029 til indsatser mod længerevarende skolefravær. Baggrunden er blandt andet at der på landsplan sidste år var 10.000 børn, der var fraværende fra skolen i mere end 3 måneder.
Det Konservative Folkeparti er glade for, at vi har kunnet arbejde for en finanslov, der betyder en indsats i forhold til skolevægring, men hvorfor nævner jeg nu det som lokalpolitiker i Rebild Kommune?
Som næstformand i Børne- og Familieudvalget i Rebild Kommune for Det Konservative Folkeparti, har jeg hørt forældre fortælle om de udfordringer, der er, når et barn ikke har overskuddet, lysten, kræfterne – ja det er beskrevet med mange forskellige ord – til at gå i skole.
Lige meget hvordan man beskriver det, så er skolevægring et udtryk for, at der er noget alvorligt galt i barnets skoleliv, måske kombineret med noget hjemme. Vi står med et problem, der har en alvorlig påvirkning af det enkelte barn, men også forældre, skole – ja samfundet som helhed.
Baggrunden for skolevægring kan være mange – mobning, social isolation, manglende trivsel, faglige vanskeligheder og utrygge miljøer er væsentlige faktorer i skolen
Det Konservative Folkeparti i Rebild bakker op om, at vi skal følge op og styrke indsatsen mod skolevægring.
Indsatsen kan blandt andet bestå i en tidlig opsporing af skolevægring og så reagerer hurtigt her på. Dette skal blandt andet ske gennem et styrket samarbejdet mellem forældre og skole, da forældre ofte er de første, der ser, at deres barn mistrives.
Der skal ikke være tale om generelle indsatser. Indsatsen skal være individuelt tilpasset det enkelte barns behov, men vi skal fortsat have fokus på helheden i klassen og i skolen. Mange føler sig i dag ensomme, og kan vi styrke sammenholdet og fællesskabet, så er vi kommet et skridt videre.
Vi må acceptere, at indsatsen kræver ressourcer også i Rebild Kommune – ressourcer som vi må forvente skal findes uden for skoleområdets nuværende budget, men skal vi hjælpe de familier, der er hårdt ramt af et barns skolevægring, så må vi prioritere indsatsen.
Det er vi hos Det Konservative Folkeparti i Rebild Kommune klar til at gøre.


