Bil stjålet fra garage i Rørbæk
En mørkeblå BMW Touring samt en mængde værktøj blev natten mellem onsdag og torsdag stjålet fra en adresse på Engblommevej i Rørbæk. Det oplyser Nordjyllands Politi i døgnrapporten.
Tyven eller tyvene har brudt garagedøren op med et koben eller et lignende redskab for at skaffe sig adgang.
Politiet hører gerne fra borgere, der har bemærket mistænkelig færden i området. Har du set eller hørt noget usædvanligt, kan du kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.