Bil bragede gennem husmur i Støvring
Politiet blev i går klokken 12.12 kaldt ud til et færdselsuheld på Mosbækallé i Støvring, hvor en bil var kørt direkte ind i en husmur.
Ifølge politikommissær Ann-Britt Miller fra Himmerlands Politi fortsatte bilen gennem en træmur og endte med at holde inde i huset.
Bag rattet sad en 30-årig kvinde fra Nørresundby, som politiet sigtede for spirituskørsel. Hun blev efterfølgende kørt til Hobro for at få taget en blodprøve.
Der skete heldigvis ingen personskade ved uheldet, men bilen og huset fik betydelige materielle skader.





