Bies Bryghus lancerer Vølven og Autopilsner
Bies Bryghus i Hobro har netop lanceret to nye øl – og den ene af dem har en alkoholprocent så lav, at man med god samvittighed kan sætte sig bag rattet bagefter. Det drejer sig om Autopilsner, en ny alkoholfri øl med blot 0,5 % alkohol, og Vølven, en smagfuld IPA med rødder i den lokale vikingehistorie.
”Hvis jeg for ti år siden havde rejst mig op på en generalforsamling og talt varmt for en alkoholfri øl, så havde folk nok grint,” fortæller Jesper Mikkelsen, formand for Bies Bryghus. ”Men tiderne har ændret sig. Der har faktisk i flere år været efterspørgsel på netop en alkoholfri øl – og nu er den her.”
Navnet Autopilsner er ikke helt nyt i Bies-regi. Tilbage i 1960’erne lancerede bryghuset en øl med samme navn – dengang dog med 2,5 % alkohol. Nu har den fået et comeback i en ny, mere sober version, som allerede har fundet vej til både Bies Restaurant og lokale dagligvarebutikker.
”Det er en øl til dem, der gerne vil være med – uden nødvendigvis at drikke alkohol. Og så smager den faktisk som en rigtig øl,” siger Jesper Mikkelsen med et smil.
Ifølge restauratør Sisse Mortensen, som står bag driften af Bies Restaurant siden 1. maj, er der allerede godt gang i salget af Autopilsner.
Den anden nyhed fra bryghuset har fået navnet Vølven – en IPA med smag og styrke, som længe har været efterspurgt blandt gæster og ølentusiaster.
”Vi har længe ønsket os en IPA i sortimentet, og vi synes, at navnet Vølven passer perfekt,” siger Jesper Mikkelsen. ”Vi er et historisk bryghus midt i Hobro – med Fyrkat og Vølvens grav tæt på. Og i år snor Midgårdsormen sig jo gennem byen og også gennem vores gård – så timingen kunne ikke være bedre.”
2025 er i det hele taget et år med stærke historiske og kulturelle temaer i Hobro: Festivalen Vølvens Verden vender tilbage til september, Johnny Haugaards Danmark-udstilling fylder Gasmuseet, og byen er blevet prydet af den spektakulære Midgårdsorm – et kunstværk, der forbinder Hobros vikingehistorie med nutidig fortælling.
Bies Bryghus har også udvidet rammerne omkring øloplevelsen. I den historiske gårdhave er der nu opsat to nye udendørs barer i træ, og restauranten er blevet renoveret og har fået ny energi med den nye forpagter.
”Vi er klar til en sommer med masser af liv, smag og fællesskab – både i glasset og i gårdhaven,” afslutter Jesper Mikkelsen.





