ForsideHimmerlandBevilling på 2,2 mio. kr.: Nye spor efter mægtig nordjysk fyrsteslægt i...

Bevilling på 2,2 mio. kr.: Nye spor efter mægtig nordjysk fyrsteslægt i Vaarst

Bevilling på 2,2 mio. kr.: Nye spor efter mægtig nordjysk fyrsteslægt i Vaarst

En bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen på 2,2 mio. kr. sikrer udgravningen af dyrkningstruet jernaldergravplads og tilhørende landsby. Bevillingen er tildelt, fordi lokaliteten, der ligger ved Vaarst, sydøst for Aalborg, er enestående i dansk sammenhæng. Med udgravningen kan museet sikre afgørende fund og oplysninger om jernaldersamfundets udvikling på vej det kongedømme, vi kender fra vikingetiden, fortæller arkæolog og museumsinspektør ved Nordjyske Museer, Torben Trier Christiansen.

Mulden ved landsbyen Vaarst sydøst for Aalborg har i mere end 1500 år gemt på en stor hemmelighed. Den kom for dagens lys igen i 2018, da en lokal detektorfører fandt et uhørt stort antal smykker og andet dragtudstyr fra jernalderen på en mark.

Allerede dengang begyndte arkæologer fra Nordjyske Museer at undersøge området nærmere. Det viste sig, at her lå ikke bare én, men hele tre gravpladser, hvor der var gravlagt rige personer fra en lokal magtelite fra perioden ca. 200-550 e.Kr. Der blev desuden fundet et kulthus med spor efter rituelle handlinger bl.a. dynger af dyreknogler efter måltidsrester.

Fundet af hjemstavnen for en lokal og magtfuld fyrsteslægt fra århundrederne op til, at det danske område bliver samlet til et kongerige, er et særdeles betydningsfuldt fund, som er med til at nuancere vores syn på danmarkshistorien – særligt i et nordjysk perspektiv. 

Blandt andet derfor har Nordjyske Museer netop modtaget en bevilling på 2,2 mio. kr. fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje for dyrknings- og erosionstruede lokaliteter med væsentlige fortidsminder, så udgravningerne ved Vaarst kan fortsætte. 

”Meget arkæologi ligger bedst gemt og bevaret i jorden, men området her er truet af moderne pløjning, og den ene gravplads var næsten pløjet væk, da arkæologerne kom på banen. Bevillingen sikrer, at udgravningerne kan fortsætte, inden sporene efter fortidsminderne forsvinder, og vigtig viden dermed er tabt. Ejeren af jorden er heldigvis velvilligt indstillet og kompenseres da også for tabt indtjening, mens vi graver,” siger Torben Trier Christiansen.

Guld, sølv og romersk glas

Indtil videre er der udgravet mere end 100 grave, hvor flere af dem har indeholdt luksussmykker i guld og sølv, romerske drikkeglas, bronzedekorerede træspande og andre højstatusgenstande. Der er ligeledes spor efter religiøse ritualer ved gravpladsen. Små guldstykker og romerske sølvmønter er blevet nedgravet rundt omkring i området – formentlig små ofre til guderne.

Denne sommer graver arkæologer fra Nordjyske Museer så videre i området – blandt andet på den jernalderlandsby, hvor nogle af de gravlagte sikkert har boet. Her er der blandt andet fundet velbevarede hustomter med ildsteder og kridtgulve samt spor efter det, der kan have været et guldsmedeværksted – hvilket er sjældent og ganske usædvanligt.

Rundvisninger og udstilling

En del af de fundne genstande er for øjeblikket udstillet på Aalborg Historiske Museum, men i løbet af sommeren kommer der også formidling på selve udgravningen.

Allerede i juni kommer de første rundvisninger, hvor arkæologer fortæller områdets historie med udgangspunkt i de mange fund, som er gjort her – inklusiv de allernyeste fund fra 2025. Der vil i den sammenhæng være mulighed for at se nogle af de flotte fund med egne øjne. I alt er der programsat seks rundvisninger, og der kan allerede nu bookes billet på nordjyskemuseer.dk.

Efter sommerferien kommer formidlingscontaineren Den Korte Historie forbi med en miniudstilling, der afholdes en åben udgravning med arrangementer for hele familien, og der et planlagt foredrag på såvel Vikingemuseet Lindholm Høje som i lokalområdet.

Der bliver ved med at dukke spændende og interessante fund op på gravpladsen ved Vaarst. Et af de nyeste fund er denne grav, hvor den gravlagte bærer en ankelring af bronze.
Foto: Fotograferne Vesterbro, Kjetil Løite
Allerede i 2019 gjorde man store fund på gravpladsen ved Vaarst. Blandt andet blev der i en af de rigeste grave fundet dette intakte og meget eksklusive glasbæger, der formentlig er importeret fra Sortehavsregion i 400-tallet.
Foto: Nordjyske Museer
I en af gravene på jernaldergravpladsen ved Vaarst har arkæologer fundet en romersk medaljon af guld. Den bærer et portræt af den romerske kejser Konstantin den Store, som regerede fra 306-337 e.Kr. Medaljonen kan nu ses på Aalborg Historiske Museum.
Foto: Nordjyske Museer
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler