Benjamin stiller skarpt på forbrugersamfundet med kunstudstilling i Pakhuset: “Bloodmoney – The Capsule Collection”
20-årige Benjamin Tejg Krunderup fra Gravlev ved Rebild Bakker er én af omkring 60 kunstnere, der i løbet af sommeren udstiller deres værker i Sommer i Pakhuset på Hobro Havn. Han deltager med sin tankevækkende kollektion Bloodmoney – The Capsule Collection, en del af kunstprojektet TheUnknownCreations.
Med værker skabt af brugte sneakers og genbrugsmaterialer retter Benjamin en skarp kritik mod vores forbrugsvaner, globale ulighed og den vestlige verdens ofte blinde accept af udbytning. Det hele formidles gennem en stærk og visuel kunstnerisk stil med politiske undertoner.
“Kollektionen er dedikeret til de skruppelløse industrier og virksomheder, vi som forbrugere selv støtter – måske uden at tænke over det. Jeg forsøger at visualisere det hykleri og den uvidenhed, der ofte kendetegner den vestlige kultur,” fortæller Benjamin.
Han begyndte sin kreative rejse som 14-årig med at omdanne brugte sko til kunstværker for venner og bekendte. Under sit sabbatår efter studentereksamen har han skabt i alt 12 værker, hvoraf 11 lige nu kan opleves i Hobro. Ét værk er allerede solgt.
Hvert værk er skabt med stor omhu og et tidsforbrug mellem 25-60 timer. De brugte sko er blevet renset, slebet og malet med specialmaling og lak for at sikre både holdbarhed og udtryk. Resultatet er en række sneakers, der fungerer som visuelle fortællinger om udnyttelse, magt og håb.
“Der er ikke én rigtig fortolkning af mine værker, men jeg vil gerne have, at folk stopper op og mærker efter. Måske tænker de over, hvor deres sko kommer fra – eller hvem der har betalt prisen for dem,” siger Benjamin.
Benjamin Tejg Krunderups værker kan ses i Pakhuset frem til og med den 19. juli, hvorefter nye udstillere tager over. I alt vil omkring 60 forskellige kunstnere og kunsthåndværkere udstille i Sommer i Pakhuset hen over sommeren.
Udover de politiske sneakers arbejder Benjamin også med andre udtryksformer – blandt andet skaber han smykker.



LÆS OGSÅ: Nyt initiativ bringer kunst og kultur til Hobro Havn: Sommer i Pakhuset


