ForsideMariagerfjordBeauté Pacifique Kvindeløbet skifter scene – nu på Munchs Eng

Beauté Pacifique Kvindeløbet skifter scene – nu på Munchs Eng

Beauté Pacifique Kvindeløbet skifter scene – nu på Munchs Eng

Torsdag d. 8. maj afholdes årets Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund, og denne gang i helt nye rammer. Efter flere års overvejelser har stævneledelsen besluttet at flytte hele arrangementet fra havnefronten til Munchs Eng, også kendt som Hadsunds tivoli- og cirkusplads, og dermed skabes der mere plads til både løbere og tilskuere.

Nye omgivelser giver bedre plads
Ifølge stævneleder Erik Nielsen og Lars Jensen fra arrangørklubben, har behovet for en ny stævneplads længe været tydeligt. „De seneste år har vi set deltagerantallet nå op på 1.500, hvilket har gjort det svært at have plads til både stævneområde og parkering. På Munchs Eng får vi bedre faciliteter og mulighed for at udvide deltagerantallet i fremtiden,‟ fortæller de.

Glade smil op ad Djævlebakken. Foto: Mariager Fjord OK

Kendt løberute med små ændringer
Selvom stævnepladsen flytter, forbliver store dele af den klassiske løberute intakt. Ruten forlænges med 600 meter, men bibeholder de ikoniske strækninger hen over Hadsund Broen og op ad den frygtede „Djævlebakke‟. Henrik Bach, ruteansvarlig, understreger vigtigheden af at bevare ruten’s DNA, herunder passagen gennem Thygeslund Skov.

Goodiebags, sponsorpræmier og nye samarbejder
Beauté Pacifique, hovedsponsor gennem alle årene, fortsætter sin store opbakning og sikrer, at alle deltagere modtager den eftertragtede goodiebag.

I år har løbet også fået en ny samarbejdspartner i Sparekassen Danmark, Hadsund Afd., som bidrager med elektroniske startnumre og sponsor-vandflasker. Super Brugsen, Hadsund, vil være på pladsen og dele frugt ud til deltagerne, mens der i år også bliver mulighed for at købe mad og drikke i nye salgsboder.

Flotte præmier og spurtpræmier til deltagerne
De hurtigste kvinder i de ni aldersgrupper bliver belønnet med flotte præmier. Beauté Pacifique uddeler gavekurve til vinderne, mens Sportigan Hadsund og dametøjsbutikken Torben sponsorerer gaver til henholdsvis 2. og 3. pladserne. Samtlige 27 præmietagere modtager desuden blomster fra Kirkepladsens Blomster i Mariager.

Der vil som altid være ekstra spurtpræmier ved passage af målstregen, hvor Hadsunds butikker og virksomheder har sponsoreret over 200 forskellige præmier.

Der var trængsel før start – her ved et tidligere Beauté Pacifique Kvindeløb i Hadsund. Foto Mariager Fjord OK

Skynd dig at tilmelde dig!
Deltagerne kan tilmelde sig i ni aldersgrupper og vælge mellem løb under eller over 30 minutter samt en Walk-kategori. Med allerede 900 tilmeldte opfordrer stævneledelsen til at sikre sig en plads snarest muligt for at undgå at gå glip af dette traditionsrige løb.

Tilmeld dig her

Beauté Pacifique Kvindeløbet 2025 bliver en festdag for alle løbeglade kvinder – nu i endnu bedre rammer!

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler