Bækkebo vil udvide i Haverslev – 19 nye boliger på tegnebrættet
Når Teknik og Miljøudvalget i Rebild Kommune holder møde den 10. juni 2025, skal udvalget bl.a. behandle en beslutningssag: Anmodning om planlægning for ny boafdeling i Haverslev
Fonden Bækkebo har indsendt en ansøgning om udvidelse og etablering af ny afdeling. Den eksisterende institution er omfattet af lokalplan nr. 253, som udlægger arealet til offentligt formål i form af institutioner. Udvidelsen af institutionen er i ansøgningen beliggende på tilstødende ejendomme, som i dag ikke er lokalplanlagt. I kommuneplanen er de tilstødende ejendomme rammelagt til boligformål. Der skal tages stilling til, om forvaltningen skal kvalificere projektet med henblik på at udarbejde en ny lokalplan og kommuneplantillæg.
Indstilling: Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget træffer beslutning om
- at ansøgningen om planlægning for ny boafdeling på Fonden Bækkebo, Vestbygade 29a i Haverslev godkendes, så den kan ligge til grund for et ændret plangrundlag
- at kvalificering af projektet prioriteres i overensstemmelse med prioriteringskriterierne
Sagsfremstilling
Rebild Kommune har modtaget en ansøgning om udvidelse og etablering af ny afdeling på Fonden Bækkebo. Udvidelsen er i ansøgningen placeret på de tilstødende ejendomme med matrikelnumrene 20f samt 20æ Haverslev By, Haverslev. Ejendommenes beliggenhed fremgår af oversigtskortet bilag 1.
Teknik- og Miljøudvalget præsenteres for denne ansøgning på et tidligt tidspunkt, da projektet forudsætter udarbejdelse af lokalplan samt kommuneplantillæg.
Projektet
Der er ansøgt om etablering af 16 nye boliger samt tre solistboliger, der alle er placeret i nærheden af den eksisterende bygning på Vestbygade 26-29 i Haverslev. Der henvises til projektbeskrivelse bilag 2 samt foreløbigt projektmateriale bilag 3.
De tre solistboliger er placeret umiddelbart syd for den eksisterende bygning og de resterende 16 boliger ligger samlet i en bygning på arealets syd-vestligste hjørne.
Med etableringen af udvidelsen får Bækkebo mulighed for at samle bo-enhederne på den ene side af Vestbygade i Haverslev, og værkstederne på den anden side af vejen.
De nye bygninger er tænkt i samspil med den eksisterende bebyggelse, hvor landskabet spiller en central rolle i at skabe en følelse af samhørighed. Uderummenes kvalitet og forbindelse mellem bygningerne understøttes gennem en landsbyinspireret struktur, hvor intime og veldefinerede rum opstår. Her samler enkle bygningskroppe sig omkring fælles opholdsarealer.
I forhold til det eksisterende terræn ligger de nye bygninger placeret umiddelbart ovenfor skrænten ned mod Roldvej og følger de eksisterende terrænkoter. Bygningen ligger ikke placeret på større strømningsveje.
Forvaltningen anbefaler, at der arbejdes videre med projektet, og at eventuelle tilretninger kan indarbejdes i forbindelse med kvalificeringen af projektet.
Kvalificering af projektet igangsættes i overensstemmelse med prioriteringskriterierne, som Teknik- og Miljøudvalget besluttede d. 16. august 2023, punkt 124. Prioriteringskriterierne går fra 1-6. Denne ansøgning har kriterie 3 som dækker over offentligt formål.
Inddragelse
I forbindelse med lokalplanprocessen vil der blive afholdt en offentlig høring af planforslaget.
Økonomi
Planen ændrer ikke boligantal i området
Lokalplanen fastholder det eksisterende antal boliger og antal ejendomme. Det vil sige, at lokalplanen ikke giver mulighed for at opføre flere boliger end de eksisterende.
Lokalplanen vil ikke påvirke bolig- og befolkningsprognosen.
Planen medfører ikke kommunale investeringer.
Bilag
Bilag 1 – Oversigtskort
Bilag 2 – Projektbeskrivelse, boafdeling på Bækkebo – marts 2025.pdf
Bilag 3 – Projektmateriale.pdf