Ansøgning fra Barnets Blå Hus i Aars
Økonomiudvalget skal tage stilling til henvendelse om at fritage Barnets Blå hus for husleje kr. 103.392 kr. årligt for kommunens ejendom på Vølundsvej 10, 9600 Aars. Huslejefritagelsen ønskes fra 2025 og frem. Ansøgningen behandles på møde i Kultur- og Fritidsudvalget den 12. august 2024.
Baggrund. Vesthimmerlands Kommune har den 5. juni 2024 modtaget en henvendelse fra “Erhvervsgruppen bag Barnets Blå Hus Vesthimmerland”.
Baggrunden for henvendelsen er et ønske om at øge det økonomiske råderum og dermed give mulighed for øget aktivitet i Barnets Blå Hus. Gruppen af erhvervsfolk, som står bag henvendelsen, har sat som mål, at råderummet skal øges med ca. 300.000 kr.
Det vil de gøre ved at tegne flere støttemedlemskaber for huset, få flere sponsorater og lave diverse arrangementer. Endelig peger de på fritagelse for nuværende husleje til Vesthimmerlands Kommune, som udgør 103.392 kr. årligt.
Vesthimmerlands Kommune yder ikke driftstilskud til driften af Barnets Blå Hus, men stiller Vølundsvej 10, 9600 Aars til rådighed med en månedlig betaling for husleje på 8.616 kr. eksklusiv forbrugsafgifter. Barnets Blå Hus er ansvarlig for indvendig vedligeholdelse og udearealer. Den nuværende aftale vedrørende Vølundsvej 10, 9600 Aars er gældende i perioden 2024-2027.
Derudover har kommunen en samarbejdsaftale med Barnets Blå Hus, som beskriver samarbejdet i forhold til aktiviteterne i Barnets Blå Hus.
Forventet konsekvens
Der er mulighed for, at adressen Vølundsvej 10, 9600 Aars kan benyttes af andre foreninger, når der ikke er aktiviteter relateret til Barnets Blå Hus. Det er relevant at undersøge i fritidsområdet, om der er foreninger, der mangler lokaler.
Økonomi: Hvis der sker fritagelse for husleje på Vølundsvej 10, vil mindreindtægten i 2025 og fremadrettet være 103.392 kr. årligt.
Procesplan: Det anbefales at sende henvendelsen i høring i Kultur- og Fritidsudvalget samt Børne- og Familieudvalget i løbet af juni 2024, før endelig stillingtagen i Økonomiudvalget i august 2024 af om forslaget skal indgå i budgetprocessen for 2025.
Sagen afgøres i Byrådet via Økonomiudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget samt Børne- og Familieudvalget.
Administrationen indstiller
- at der tages stilling til om budgetønsket skal sendes til høring i Kultur- og Fritidsudvalget samt Børne- og Familieudvalget før endelig stillingtagen til, om ønsket skal indgå i den videre budgetproces.
Beslutning fra Økonomiudvalget, 12. juni 2024, pkt. 213:
Fraværende: Svend Jørgensen
- Økonomiudvalget godkendte, at budgetønsket sendes til høring i Kultur- og Fritidsudvalget samt Børne- og Familieudvalget før endelig stillingtagen til, om ønsket skal indgå i den videre budgetproces.
- Punktet genoptages herefter i Økonomiudvalget.
Supplerende sagsfremstilling til Kultur- og Fritidsudvalget, 12. august 2024
Forvaltningen har besigtiget ejendommen den 19. juni 2024. Besigtigelsen skete sammen med lederen af Barnets Blå Hus Vesthimmerland med efterfølgende dialog om muligheder.
Ejendommen består af:
- Køkkenfaciliteter
- Toiletfaciliteter
- Kontorfaciliteter for lønnet personale i Barnets Blå Hus Vesthimmerland
- Stue med plads til ca. 15-20 personer
- Udestue med plads til op til ca. 20 personer (kun anvendelig i sommerhalvåret)
- 2 samtalerum med plads til 4 personer; ét med sofaarrangement og ét med bord og stole
- Mødelokale med plads til ca. 10 personer
- Samtalerum med plads til 2 personer
Sidstnævnte vurderes ikke at kunne benyttes af andre foreninger grundet inventaret i lokalet.
Desuden medfølger en have med blandt andet bålhytte.
Barnets Blå Hus Vesthimmerland oplyste, at de har forskellige formiddagsaktiviteter mandag, onsdag og torsdag, samt eftermiddagsaktiviteter mandag-torsdag. Øvrige tidsrum tirsdag og fredag formiddag benyttes til møder og individuelle samtaler. Derudover benytter Barnets Blå Hus Vesthimmerland bygningen ca. én gang månedligt en lørdag eller søndag til diverse aktiviteter/ture mv. Alle aktiviteter er anonyme tilbud.
—-
Forvaltningen bemærker, at med respekt for de anonyme aktivitetstilbud vil anvisning af lokaler betinge, at der ikke er overlap mellem Barnets Blå Hus Vesthimmerlands aktiviteter og andre foreningernes aktiviteter. På den baggrund vurderes det, at lokalerne ikke er anvendelige i tidsrummet kl. 8-20 mandag-torsdag, samt fredag før tidligst kl. 13.
Dertil vil der være en udfordring vedrørende adgang til ejendommen og potentielle udfordringer med GDPR, som ville skulle løses.
Alt i alt vurderer forvaltningen ikke, at det på nuværende tidspunkt er muligt at anvise andre foreninger til lokalerne på fast basis med mindre deres aktiviteter finder sted lørdag eller søndag. Dette behov er forvaltningen ikke vidende om, hvorfor der ikke kan peges på andre mulige brugere.
Forvaltningen bemærker yderligere, at der pågår en strategisk gennemgang af kommunale bygninger i regi af kommunens Ejendomscenter og Kultur og Fritid. Opgaven er forankret i kommunens Ejendomscenter.
Bilag
Barnets Blå Hus Vesthimmerland.pdf
A5 – Vesthimmerland – 846 folder 0-20 år.pdf