Ambufesten donerer ”Fakkeloptoget” til Vølvens Verden ved Fyrkat
Ambufesten i Hobro støtter magisk efterårsarrangement på Fyrkat
Lørdag den 27. september forvandles Hobro by til et levende og sanseligt univers, når den nyskabende oplevelse Vølvens Verden bliver til virkelighed. En ny medspiller bliver Ambufesten, der donerer faklerne fra det stemningsfulde fakkeloptog, som skal være med til at føre gæsterne ind i fortællingen.
Vølvens Verden er et nyt tiltag til efteråret, som er skabt i et samarbejde mellem Mariagerfjord Kommune, Nordjyske Museer og Destination Himmerland, og det inviterer børn, unge og voksne ind i en levende fortælling med inspiration fra nordisk mytologi. I centrum står Vølven – en mystisk og vis kvinde fra fortidens fortælletradition – som gennem en lysvandring med musik, teater og natur skal vække historien til live omkring vikingeborgen Fyrkat, som i 2023 blev optaget på UNESCOs liste over verdensarv. En del af oplevelsen bliver indslag fra utrolig mange frivillige foreninger og organisationer, og det tiltaler også Ambufesten.
”Vi synes, Vølvens Verden er et fantastisk nyt initiativ, der bringer historie, kultur og fællesskab sammen på en ny måde”, siger formand for Ambufesten, Niels Leth-Sørensen og fortsætter: ”Hele Ambufesten er jo indbegrebet af frivillighed, og derfor er alle de frivillige tiltag med til, at vi gerne vil bidrage med noget særligt – og det bliver faklerne fra fakkeloptoget, som vi håber vil bidrage til en ny smuk og mindeværdig oplevelse for alle besøgende. Derfor har vi også valgt, at fakkeloptoget gives videre til Vølvens Verden som en varig donation og en gave til fremtidens fortællinger ved Fyrkat.”
Faklerne vil bidrage til stemningen ved starten på Hobro Havn, når mørket sænker sig over byen, og fortællingen om Vølven på Fyrkat foldes ud med både teater og musik. Arrangementet henvender sig bredt til hele familien, der har lyst til at opleve vores kulturarv på en ny måde.
Kulturchef i Mariagerfjord Flemming Poulsen udtaler: ”Ambufesten har jo i årevis bidraget til forenings- og kulturlivet i Mariagerfjord. Naturligvis med selve byfesten i Hobro og uddeling af hele overskuddet til foreningerne. Nu igen med overleveringen af faklerne fra fakkeloptoget til Vølvens Verden understreger de, at de fortsat bakker op om de lokale tiltag, der bringer mennesker sammen om bæredygtige og meningsfulde oplevelser.”