Alvorlig voldsepisode: To mænd efterlyses – Se video i artikel
Nordjyllands Politi efterlyser nu i offentligheden to ukendte mænd i forbindelse med en voldsepisode begået på en restaurationen i Jomfru Anes Gård ved Jomfru Ane Gade i Aalborg den 21. december 2024. De to mænd er mistænkt for at have begået vold på beværtningen Heidis Bierbar, og volden skete kort efter kl. 03.00. Alle oplysninger skal gå til politiet på telefon 114.
Det oplyser efterforskningsleder, politikommissær Henrik Kjær Hansen.
Politikommissæren oplyser om selve sagen, at der er tale om vold opstået efter en diskussion om en øl på en restauration i Jomfru Ane Gade. Offeret bliver blandt andet tildelt flere slag, og der opstår en del tumult.
”Vores efterforskningsskridt i sagen har desværre ikke ført til en identifikation af de to efterlyste. Derfor beder vi nu offentligheden om hjælp i sagen,” siger Henrik Kjær Hansen, der tilføjer, at politiets efterforskning indtil videre har vist, at de mistænkte muligvis kommer fra Jylland.
De to efterlyste fulgtes på den pågældende aften med en gruppe af andre mænd.
”Der er tale om et groft overfald og umotiveret vold, hvor offeret pådrager sig personskader,” siger Henrik Kjær Hansen.
Politikommissæren forklarer, at efterlysningen først bringes i offentligheden nu, fordi politiets efterforskere havde en række andre spor og efterforskningsmuligheder, som skulle forfølges, inden man traf endelig beslutning om offentliggørelse af fotomateriale i sagen.
Har du set, eller har du oplysninger om de to mænd, bedes du kontakte Nordjyllands Politi på telefon: 114.