Aktiv Ferie vender tilbage i vinterferien – klar med sjove oplevelser for børn i Mariagerfjord
Mariagerfjord Kommune gentager succesen og tilbyder igen Aktiv Ferie i vinterferien 2026. Tilbuddet har gennem flere år været et stort tilløbsstykke og er blevet særdeles populært blandt både børn og forældre i hele kommunen.
Aktiv Ferie henvender sig til børn i 2.-6. klasse, som bor i og/eller går i skole i Mariagerfjord Kommune. Programmet byder på en bred vifte af spændende aktiviteter, hvor fællesskab, bevægelse og gode oplevelser er i fokus. Her får børnene mulighed for at prøve nye aktiviteter, møde jævnaldrende og skabe nye venskaber i vinterferien.
Tilmeldingen åbner mandag den 12. januar 2026 og er åben frem til den 28. januar. Der gøres opmærksom på, at nogle aktiviteter har særlige alders- eller deltagerkrav, hvilket fremgår af den enkelte aktivitet i oversigten.
Aktiv Ferie Mariagerfjord er en tilbagevendende succes, der hvert år samler børn fra hele kommunen til en uge fyldt med sjov, bevægelse og positive fælles oplevelser. Erfaringen viser, at pladserne hurtigt bliver fyldt op, og der gælder derfor først-til-mølle-princippet.
For familier, hvor økonomien kan være en barriere, er der mulighed for at søge tilskud til aktiviteterne via BROEN og kommunens frikortsordning. Har man spørgsmål hertil, kan man kontakte fritidsvejlederen på telefon 21 81 11 53.
Mariagerfjord Kommune understreger samtidig, at Aktiv Ferie er for alle – også børn med særlige behov. Forældre til børn med handicap eller særlige behov er altid velkomne til at kontakte arrangøren bag den enkelte aktivitet for at fortælle om barnets behov. På den måde kan der tages de nødvendige hensyn, og I kan i fællesskab finde ud af, hvordan barnet bedst muligt kan deltage og få en god oplevelse. Kontaktoplysninger findes under det enkelte hold.
En fuld oversigt over aktiviteterne samt tilmelding findes på https://aktiv-ferie.nu/uge7.


