Agillix repræsenterer landbruget i tre lokale treparter
Danmarks andenstørste landboforening er med ved bordet i Nordjylland, når den grønne trepartsaftale skal føres ud i livet. Det gælder både i de officielle lokale treparter såvel som en række kommunale arbejdsgrupper og udvalg.
Der er travlhed hos landboforeningen Agillix, hvor man for alvor er trådt ind i realiseringen af den grønne trepartsaftale i det nordlige Danmark. Det sker i samarbejde med søsterforeningerne Fjordland, Velas og Østjysk Familielandbrug. Agillix er repræsenteret i de tre lokale treparter Nordlige Kattegat/Skagerrak, Limfjorden og Mariagerfjord.
Samtidig er en række af foreningens medlemmer, alle landmænd, trådt ind i kommunale arbejdsgrupper, hvor der skal laves udkast til de omlægningsplaner, der skal ligge klar ultimo 2025. Planerne vil være fundamentet for den store arealomlægning af det danske landbrug, der er defineret i den grønne trepartsaftale. Den opgave tager man ikke let på hos Agillix, fortæller formand og planteavler Carl Christian Pedersen. Han repræsenterer, sammen med sin pendant hos Fjordland, landbruget i den lokale trepart Limfjorden.
– Når vi sætter os til bordet sammen med kommunerne, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen, er vi meget bevidste om, hvem vi er der for, nemlig landmændene. Samtidig er vi der i samarbejdets ånd. For vi må og skal i hus med den grønne trepartsaftale på en måde, der kommer både naturen, landbrugserhvervet og det omgivende samfund til gode, siger han.
Ordentlighed og multifunktionalitet
Agillix’ næstformand Torben Farum, griseproducent, sidder med i den lokale trepart Nordlige Kattegat/Skagerrak. Her taler han landbrugernes sag sammen med bestyrelsesmedlem og rugeægsproducent Lars-Peter Boel.
– Det er vigtigt for hele processen, at de landmænd, som skal lægge jord til omlægningen, enten kommer ud af erhvervet på markedsvilkår eller kommer til at stå med en mere fremtidssikret bedrift efter omlægningen. Landmanden skal kunne se sig selv i den grønne trepart, siger Torben Farum.
Han tilføjer desuden, at det er vigtigt at holde fokus på såkaldt multifunktionalitet, når omlægningsplanerne for landbrugets arealer skal udarbejdes.
– Der er udsigt til, at omtrent 400.000 ha landbrugsareal skal omlægges. Her må vi arbejde for en arealudtagning, der opfylder flere formål på samme tid – fx skovdækning, beskyttelse af drikkevand og forbedring af biodiversiteten. Med andre ord bør vi tænke flere formål ind i de jorder, der tages ud, så vi stadig har et stærkt landbrug, efter aftalen er ført ud i praksis, siger Torben Farum.
Fortsat stærk fødevareproduktion på den anden side
Netop behovet for en robust landbrugssektor på den anden side af implementeringen af trepartsaftalen står øverst på formand Carl Christian Pedersens blok, når han forbereder sig til at deltage i de lokale trepartsmøder.
– Jeg er meget bevidst om den vigtige rolle, landbruget tjener i vores samfund – nemlig sikringen af sunde kvalitetsfødevarer til danskerne såvel som vores naboer i EU. Vi skal holde fast i, at vi også, på den anden side af treparten, skal have en stærk fødevareproduktion i Danmark, fortæller han.