Ældre bilist anholdt efter påkørsel af vejskilt i Støvring
Onsdag eftermiddag kl. 16.09 blev Nordjyllands Politi kaldt ud til et færdselsuheld på Hobrovej i Støvring. Ifølge Lene Laustsen fra Nordjyllands Politi havde en bilist påkørt en færdselstavle i et helleanlæg, men fortsatte sin kørsel videre ad Hobrovej uden at standse.
Politiet fik dog hurtigt fat i bilisten, en 78-årig mand fra Aalborg, ikke så langt fra påkørslen af helleanlægget. Ved anholdelsen vurderede politiet, at manden var påvirket af alkohol, og han fik derfor foretaget en alkometertest, som viste en promille over det tilladte.
Manden blev efterfølgende anholdt og taget med til en blodprøve, som nu skal indgå i den videre sag.