Adrian Cox bringer swingende jazz til Hobro
Efterårssæsonen i Jazz Hobro er i fuld gang. Starten gik fredag den 12. september med en udsolgt koncert, hvor sangerinden Signe Juhl og hendes trio indtog scenen. En god begyndelse på et spændende efterår.
Allerede fredag den 3. oktober slår Blåkilde dørene op igen. Her er der besøg af den sprudlende engelske klarinettist, Adrian Cox, der med sine forskellige bands har været rundt på jazzspillestederne i Europa i de sidste 25 år.
Adrian Cox er en meget anerkendt musiker og var således nomineret til ”UK Parliamentary Jazz Awards: Jazz Instrumentalist of the year 2021”. Stilen er god, gedigen, swingende mainstream jazz af den underholdende slags.
Til denne turné medbringer den karismatiske englænder en ny kvartet fra sit hjemland, som sædvanligt bestående af virkelig gode musikere.
Adrian lover uden tøven at publikum kommer til at lægge ører til “The most swinging band you can stand in front of.”





