ForsideRebildÅrsmøde i Lokalhistorisk Forening for Nørager og Omegn

Årsmøde i Lokalhistorisk Forening for Nørager og Omegn

Årsmøde i Lokalhistorisk Forening for Nørager og Omegn

Tirsdag 17. marts afholdte Lokalhistorisk Forening for Nørager og Omegn årsmøde. Her kunne formand André Ellegaard Jensen byde velkommen til ca. 20 fremmødte medlemmer. Herefter valgtes arkivleder Orla Kastrup Kristensen som aftenens dirigent.

I beretningen kunne formanden fortælle om et stabilt antal medlemmer på ca. 280, samt god opbakning når der arrangeres foredrag eller udflugter i foreningen. I 2025 var der udflugt til jernalderbyen Hvolris, foredrag ved Henrik Bugge og Holger Lyngberg, samt et musikalsk foredrag om spøgelseshistorier fra Himmerland, i samarbejde med Kig Ind og Nørager Seniorer. 

Foreningen har også succes med de ugentlige opslag på sociale medier, hvor disse opslag kommenteres og suppleres flittigt af foreningens følgere mv. 

Arkivleder Orla Kastrup Kristensen berettede om det daglige arbejde i arkivet, hvor der i 2025 er tilkommet mange arkivalier fra både privatpersoner, og fra andre lokalarkiver. Her tælles der ikke i dokumenter eller mapper, men om kasser som skal gennemgås. Så der er rigeligt arbejde til arkivets frivillige – og mere til.

Beretningerne godkendtes, hvorefter kasserer Kristen Stagstrup gennemgik regnskabet, der ligeledes blev godkendt.

Til bestyrelsen var der 3 på valg. Her blev Knud Møller Jensen genvalgt, mens Jørgen Nielsen og Dorthe Gravholt blev nyvalgt i stedet for hhv. Jens Peter Knudsen og Kirsten Mohr, der ikke modtog genvalg.

Formanden takkede på bestyrelsens vegne Jens Peter og Kirsten for deres store arbejde i foreningen.

På årsmødet havde bestyrelsen også en overraskelse med – et forslag om indstilling af endnu et æresmedlem. Foreningens tidligere formand, Kirsten Mohr, blev indstillet og valgt som nyt æresmedlem for hendes flittige indsats for foreningen og arkivet gennem mere end 20 år.

Som opfølgning på årsmødet havde bestyrelsen inviteret Jeppe Ugilt til at fortælle om Volstrup, om dets historie, dets drift og fremtidsplaner. Her fik de fremmødte en god fortælling, med mulighed for at stille spørgsmål efterfølgende.

Aftenen afsluttedes med kaffehygge i Hjørnecafeen. Bestyrelsen konstituerer sig på det førstkommende bestyrelsesmøde.

Aftenen blev rundet af med hyggeligt samvær og kaffe i Hjørnecafeen. Foto: privat
Kirsten Mohr blev udnævnt til æresmedlem efter mere end 20 års engageret arbejde for foreningen og arkivet. Foto: Privat
Efter årsmødet fortalte Jeppe Ugilt om Volstrups historie og fremtid, hvilket vakte stor interesse blandt deltagerne. Foto: Privat
Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler