Årets Ambu lykkes takket være de mange frivillige
Ambufesten i Hobro er kendt for sin energi, feststemning og stærke fællesskab – og det hele kunne ikke lade sig gøre uden de mange frivillige, som hver især yder en uvurderlig indsats.
Formand for Ambufesten, Niels Leth-Sørensen, understreger vigtigheden af de frivillige:
“Vi har omkring 600 frivillige med under selve festen – fra køkken, backstages, barer, scene, forsyning, toiletter, entre – ja, stort set alle områder af festen. Uden dem ville Ambufesten simpelthen ikke kunne lade sig gøre.”
“Det er de frivillige eller deres foreninger, der modtager hovedparten af vores udlodning. På den måde kommer indsatsen tilbage til lokalsamfundet, og det betyder rigtig meget for os alle,” tilføjer han.
Festen drives af en frivillig bestyrelse på 11 personer, som arbejder året rundt for at planlægge og forbedre Ambufesten. Derudover har et pladshold på 15-20 personer ansvar for at vedligeholde materiel, bygninger og pladsen – et hold, der altid er åbent for nye hænder, særligt tirsdag formiddag.
El-teamet, bestående af 5-6 frivillige elektrikere, sikrer at strøm og lys fungerer perfekt, og det er tydeligt, at deres indsats gør en forskel.
Niels Leth-Sørensen er også tilfreds med årets fest:
“Alt fungerede rigtig godt, og byfestdelen havde en fantastisk opbakning fra Hobro. Fredagskoncerten var en stor succes med 5.000 gæster, og selvom torsdagskoncerten er vores næste store udfordring, er vi stolte af det produkt, vi skaber – udelukkende med frivillige hænder.”
Han peger på, at der altid er plads til udvikling:
“Dansetten og pladsen lørdag aften er områder, vi arbejder på at forbedre, og torsdagskoncerten skal næste år gøres til et spændende produkt, der også kan sikre god økonomi.”
Ambufesten viser med al tydelighed, hvad frivilligt engagement kan skabe – en stor fest for byen, drevet af dedikation, fællesskab og lysten til at bidrage.





