Lokalhistorisk arkiv i Hobro fejres med åbent hus og kanonsalut
Efter en omfattende flytning og mange måneders arbejde er det lokalhistoriske arkiv i Hobro nu klar til at slå dørene op i nye rammer. Det markeres med åbent hus og officiel indvielse lørdag den 28. februar.
Bestyrelsen og de frivillige i Lokalhistorisk Forening for Hobro og Omegn kan endelig byde offentligheden indenfor i deres nye lokalarkiv på Østergade 3A i Hobro.
Flytningen markerer afslutningen på en længere proces, hvor arkivet er rykket fra de tidligere lokaler på Fyrkat Møllegård til mere centrale omgivelser i byen.
– Efter utallige flyttekasser, mange arbejdstimer og flere udfordringer end vi havde drømt om, er vi nu kommet sikkert på plads. Det er et resultat, vi er både glade for og stolte af, fortæller bestyrelsen i en udmelding.
Officiel åbning med traditioner
Åbent hus finder sted lørdag den 28. februar 2026 fra klokken 10 til 13. Dagen indledes med en officiel velkomst klokken 10, hvor Borgervæbningen markerer begivenheden med kanonaffyring, efterfulgt af en kort indvielsestale.
Herefter er alle velkomne til at kigge forbi i løbet af formiddagen, se de nye lokaler og få et indblik i arkivets arbejde med at bevare egnens historie.
Der vil være servering af kaffe, te og kage, og gæsterne kan også få et glas mousserende vin eller en sodavand for at fejre den veloverståede flytning.
Ekstra åbningsaften
For dem, der ikke har mulighed for at deltage lørdag, holder arkivet ekstraordinært åbent torsdag den 26. februar fra klokken 19 til 21, hvor interesserede ligeledes kan kigge indenfor.
Hos foreningen håber man, at mange borgere vil benytte lejligheden til at besøge arkivet.
– Vi glæder os til at se jer og til endelig at vise, hvad vi har rodet os frem til, lyder det med et smil fra bestyrelsen.
Det nye lokalarkiv skal fremover danne rammen om indsamling, registrering og formidling af lokalhistorien fra Hobro og omegn – og være et åbent sted for alle med interesse for egnens fortid.





