ForsideMariagerfjordKapacitetsudfordringer i Mariager

Kapacitetsudfordringer i Mariager

Kapacitetsudfordringer i Mariager

I børne- og familiedistrikt Mariager er der en større efterspørgsel på dagtilbudspladser end der er kapacitet. Der er derfor flere familier som ikke kan få efterkommet ønsket om en plads i Mariager og i stedet får anvist en plads andre steder i kommunen. Med denne sag, som behandles på møde i Udvalget for Børn og Familie i Mariagerfjord Kommune den 1. oktober 2024, præsenteres kapacitetsudfordringen. 

Indstilling: Direktøren for Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked indstiller til Udvalget for Børn og Familie/Økonomiudvalget: At udvalget tager orienteringen til efterretning. 

Sagsfremstilling

I børne- og familiedistrikt Mariager er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at tilbyde en dagtilbudsplads i distriktet til de familier som ønsker det. Det har i 2024 ikke været muligt at rekruttere nye kvalificerede dagplejere i Mariager. Det er derfor ikke lykkedes at tilvejebringe det fornødne antal pladser i dagplejen, når medarbejdere er stoppet som kommunale dagplejere. Det er 28 færre pladser end samme tidspunkt sidste år. Det har medført, at der på nuværende tidspunkt ikke kan anvises nye pladser hos en kommunal dagplejer i Mariager, hvilket giver et pres på kapaciteten for 0-2 års pladser i Mariager og de omkringliggende distrikter. 

Der er på nuværende tidspunkt ikke kapacitet ved private børnepassere i Mariager. Det er dog forventningen, at der begynder 3 nye private pasningsordninger i Mariager til december. De vil samlet have plads til mellem 12 og 15 børn. De private pladser indgår i den samlede pasningskapacitet og tilførslen af de private pladser gør, at der fremadrettet mangler ca. 20 pladser for at opretholde den tidligere kapacitet. Der er oprettet midlertidige vuggestuepladser i Regnbuen for at reducere udfordringen på kort sigt, men det vurderes ikke at være en holdbar løsning fremadrettet

I det seneste år er antallet af børn i børne- og familiedistrikt Mariager steget. Det er særligt for aldersgruppen 3-5 år, at børnetallet er steget. Det betyder, at der er kommet en øget efterspørgsel til børnehavepladserne i Børnehusene Rabalderstræde og Regnbuen. De to børnehuse vil opnå deres maksimale normering i februar 2025. 

På baggrund af, at der er færre pladser i dagplejen, samt et stigende børnetal, er det ikke muligt at anvise en dagtilbudsplads i Mariager til de familier som ønsker det. Mariagerfjord Kommune opfylder pasningsgarantien, idet der anvises pladser i de omkringliggende byer.

Kapacitetsudfordringer på kort sigt. 

0-2 års pladser
På nuværende tidspunkt er der 25 børn i aldersgruppen 0-2 år som er skrevet op til en plads i Mariager i perioden frem til udgangen af april 2025. Det er fordelt med 15 børn inden årsskiftet og 10 børn i perioden efter årsskiftet. Derudover er der 11 børn på ventelisten, som ønsker overflytning til et tilbud i Mariager, når der opstår en ledig plads. Det er børn som er indmeldt ved en dagplejer eller vuggestue et andet sted i kommunen og som aktivt har tilkendegivet et ønske om overflytning. I perioden frem til april måned 2025 bliver der 11 ledige pladser i vuggestuen i Regnbuen, hvor de første pladser bliver ledige i februar.

Det betyder, at der på nuværende tidspunkt mangler 22 – 26 0-2 års pladser i Mariager, såfremt det skal være muligt at tilbyde en plads i Mariager til de familier som ønsker dette. Det er forudsat, at de nye private pasningsordninger har indskrevet 12 børn til sammen. Hvis der er færre end 12 børn i de private pasningsordninger, vil der være flere børn, som ønsker en plads i Mariager uden det kan efterkommes. For at afbøde kapacitetsudfordringen arbejdes der løbende med rekruttering af dagplejere, som vil kunne bidrage til at opnormere antallet af pladser. 

3-5 års pladser
I aldersgruppen 3-5 år overstiger efterspørgslen kapaciteten med 23 pladser i sommeren 2025 og med 27 pladser i sommeren 2026. I Mariager har der de seneste år været en overbelægning i børnehaverne i sommermånederne på op til 10 børn. Det har været muligt for børnehusene at håndtere denne overbelægning lokalt. Det vurderes, at det ikke vil være muligt at håndtere en overbelægning på op til 27 pladser i de nuværende rammer. Derfor vil det ikke være muligt at anvise en børnehaveplads i Mariager til de børn som ønsker det. 

Kapacitetsudfordringer på lang sigt. 

På baggrund af befolkningsprognosen må det forventes, at der på længere sigt fortsat vil være behov for at udvide antallet af dagtilbudspladser i Mariager, hvis det skal være mulig at anvise en plads i Mariager, til alle der ønsker det. Alternativt skal børnehuse i Assens og Hobro opnormeres så børn fra Mariager kan få anvist en plads i disse byer. På baggrund af befolkningsprognosen forventes børnetallet Mariager distriktet at stige med op til 10 pct. frem mod 2032. Det vil ikke være muligt at imødekomme et stigende pasningsbehov med den nuværende kapacitet i Mariager, men pasningsgarantien vil kunne opretholdes ved at anvise pladser i andre distrikter. 

Hvis der ønskes et serviceniveau hvor der kan anvises en plads i Mariager til alle som ønsker det, vil det være nødvendigt at udvide pasningskapaciteten. Det gælder for både 0-2 års og 3-5 års pladser. Hvis det vælges at udvide pasningskapaciteten i Mariager anbefales det, at der arbejdes med fleksible løsninger, som kan anvendes i takt med pasningsbehovet ændres herunder børnetallets fordeling mellem de to aldersgrupper.

Mulige løsninger
Forvaltningen har undersøgt mulighederne for at tilvejebringe ekstra dagtilbudspladser i de eksisterende børnehuse i Mariager. I samarbejde med Dagtilbudsledelsen i Område Øst er der oprettet 8 midlertidige vuggestuepladser i Børnehuset Regnbuen. Det er for en midlertidig periode og vil ikke kunne løse udfordringen på længere sigt, da det har en betydning for husets børnehavegruppe. Det vil ikke være muligt at oprette yderligere dagtilbudspladser i de to børnehuse i Mariager, som ikke har den fysiske kapacitet til en opnormering.

Forvaltningen har undersøgt muligheden for at etablere flere dagtilbudspladser i Mariager. Mariagerfjord Kommune har ikke egnede bygninger i Mariager som kan danne rammen en langsigtet løsning. Forvaltningen afsøger muligheden for at kunne anvende private bygninger i en afgrænset periode, men det vurderes ikke at kunne løse den langsigtede kapacitetsudfordring. 

Dagplejen
Mariagerfjord Kommunes dagpleje vil fortsat arbejde intensivt med rekruttering af nye kvalificerede dagplejere i Mariager. For at et område er bæredygtigt for dagplejen viser erfaringen, at der gerne skal være 5 dagplejere. Hvis der er færre dagplejere vil det være vanskeligt at tilbyde gæstepasning lokalt ved sygdom og ferieafvikling. Frem mod at det lykkedes at rekruttere tilstrækkeligt med dagplejere kan der arbejdes med tiltag som understøtter dagplejen. Det kan f.eks. være gæstepasning i en institution, fagligt samarbejde- og tilknytning til legestuegrupper i andre byer. 

Hvis det lykkes at rekruttere kvalificerede dagplejere vil det tilvejebringe flere pladser til aldersgruppen 0-2 år. Det vil mindske behovet for vuggestuepladser i Mariager og dermed skabe en mere fleksibel kapacitet. En bæredygtig dagplejegruppe vil give familierne et bredere udvalg af tilbud, at vælge imellem og imødekomme de familier, som ønsker en plads i den kommunale dagpleje. 

Smilehullet i Assens

Børnehaven Smilehullet i Assens er en nyere institution, hvor der er ledig kapacitet i forhold til det nuværende børnetal i institutionen. Det vil være muligt at opnormere Smilehullet og dermed visitere de børn som ikke kan få den ønskede plads i Mariager til Smilehullet. Indretningen i Smilehullet gør det muligt at oprette både vuggestue og børnehavepladser. Såfremt der oprettes flere pladser, vil det ikke være muligt udelukkende at anvise pladser til børn med bopæl i Mariager. Det vil altså være en samlet kapacitetsudvidelse for Assens og Mariager og generelt for Mariagerfjord Kommune, i det man kan opskrive sig til alle pladser i kommunen. 

En opnormering i Assens kan også anvendes i en midlertidig periode frem til der evt. er en mere permanent løsning for kapaciteten i Mariager. 

I Smilehullet forventes der at være ledig kapacitet, som vil kunne anvendes til at imødekomme efterspørgslen i Mariager. Det er ikke muligt at opnormere Smilehullet tilstrækkeligt til løse den samlede kapacitetsudfordring i Mariager. Der er ca. 9 km mellem Børnehusene i Mariager og Smilehullet i Assens og Smilehullet har udvidet åbningstid og derfor åbner børnehuset 15 min tidligere end i Børnehusene i Mariager. 

De medfølgende udgifter til indkøb og etablering af de ekstra pladser vil kunne afholdes indenfor områdets eget budget. Hvis der etableres vuggestuepladser i Assens vil der være en merudgift sammenlignet med en plads i dagplejen. 

Modulbyggeri
Forvaltningen har undersøgt muligheden for at etablere en selvstændig midlertidig institution i et moderne modulbyggeri.

Mariagerfjord Kommune ejer et areal ved Gl. Hobrovej, som vil kunne anvendes til formålet. Der er allerede etableret indkørselsforhold, som vil kunne anvendes efter almen vedligehold af den nuværende beplantning. Det vil være muligt at etablere en midlertidig institution med alderssvarende legeplads, ligesom der er et areal der kan anvendes til parkering. 

Et modulbyggeri vil være forbundet med anlægsudgifter til etablering af institutionen inkl. tilslutning, legeplads og parkeringsforhold. Dertil vil der være udgifter forbundet med køb/leje af modulbyggeriet. Den endelige udgift vil afhænge af størrelsen på modulbyggeriet. Dertil kommer der øgede udgifter til bygningsdrift og rengøring. 

Hvis kapacitetsudfordringen løses ved et modulbyggeri, vil der være behov en løsning med tre stuer. Det vil gøre det muligt at imødekomme den nuværende efterspørgsel på både 0-2 års pladser og 3-5 års pladser i de kommende to år.

Opførelse af et nyt børnehus i Mariager.

De langsigtede kapacitetsudfordringer kan imødekommes, hvis der tilføres ca. 30 dagpleje- eller vuggestuepladser og 25 børnehavepladser til området. Det kan ske ved rekruttering af dagplejere eller opførelsen af et nyt børnehus i Mariager. Med et nyt børnehus vil det fremadrettet være muligt at tilbyde en dagtilbudsplads i Mariager til de familier som ønsker dette. Det vil være nødvendigt at se på den samlede struktur for at sikre at alle børnehusene er fagligt og økonomisk bæredygtige. Derfor vil der i processen være behov for arbejde med den samlede struktur for børnehusene i Mariager. Hvis der opføres et nyt børnehus i Mariager, kan det få betydning for børnehusene og dagplejegrupperne i de omkringliggende byer, særligt hvis der er flere som vælger en plads i Mariager fremfor eget lokalområde. I de seneste år har ca. 10 pct. af børnehavepladserne f.eks. været anvendte af børn fra Assens distriktet. Det vil ligeledes kunne medføre færre børn i dagplejegruppen i Assens. 

På baggrund af erfaringer fra tidligere byggerier må det forventes, at der går op til 3 år fra beslutningstidspunktet til at børn og medarbejdere kan flytte ind i bygningerne.  

Tilskud til pasning af egne børn.
Hvis Mariagerfjord Kommune genindfører ordningen for tilskud til pasning af egne børn, så kan det medføre at nogle familier vælger at udskyde barnets institutionsstart og derved vil der være en lavere efterspørgsel for institutionspladser. Det er muligt at tilbyde ordningen til aldersgrupperne 0-2 år eller 3-5 år, ligesom det kan tilbydes til begge aldersgrupper. Tilskuddet må maksimalt udgøre 85 pct. af kommunens udgift til en tilsvarende dagtilbudsplads. 

Mariagerfjord Kommune må ikke tilbyde ordningen til familier i en bestemt geografisk del af kommunen. Det betyder, at alle familierne i Mariagerfjord Kommune, som har børn i aldersgruppen, vil kunne anvende ordningen. Hvis de familier som vælger at hjemmepasse med tilskuddet alternativt havde valgt en dagtilbudsplads, så vil det give en besparelse for kommunen på ca. 10.000 kr. sammenlignet med dagplejeplads. Hvis familierne alligevel have valgt at hjemmepasse uden tilskud eller f.eks. forlænge deres barselsperiode, så vil det give en udgift for Mariagerfjord Kommune. 

Ordningen vil potentielt kunne reducere det kortsigtede kapacitetsbehov, men det vil ikke bidrage til den langsigtede løsning, idet tilskuddets maksimalt kan udbetales i 12 måneder. Derfor vil familierne, som allerede har anvendt den fulde tilskudsperiode, ikke kunne modtage tilskud til det samme barn selvom 

Den videre proces. 

De forskellige muligheder er fortsat i gang med at blive afdækket, herunder de økonomiske konsekvenser.

Der er planlagt et temamøde mellem Udvalget for Børn og Familie og Økonomiudvalget d. 23. oktober 2024, hvor forslagene gennemgås. I forlængelse heraf vil der blive fremlagt en beslutningssag, hvor de mulige løsningsmuligheder behandles konkret og der besluttes hvordan den nuværende kapacitetsudfordring ønskes håndteret. 

Økonomi

En ændring på dagtilbudsområdet hvor vuggestuer udgør en større del af kapaciteten og dagplejen en mindre, vil medføre øgede driftsudgifter til området.  Mariagerfjord Kommunes nettoudgifter til en vuggestueplads er 28.521 kr. højere end til en dagplejeplads. 

Smilehullet
Der vil ikke være større udgifter forbundet med en øget anvendelse af Smilehullet. Smilehullet vil modtage en øget tildeling til ansættelse af yderligere pædagogisk personale. Hvis der skal etableres en vuggestuegruppe vil der være mindre etableringsudgifter. Det forventes at disse udgifter kan afholdes indenfor områdets budget. 

Modulbyggeri
Forvaltningen har lavet indledende estimater for udgiften til et midlertidigt modulbyggeri. Det forventede udgiftsniveau for en lejet modulløsning i 24 måneder vil være 4 og 5 mio. kr. inkl. lejeudgifter, etablering, tilslutning og nedtagning. Herunder indgår udgifter til etablering af parkeringsplads, belysning og inventar.  

En lejeaftale på maksimalt 36 måneder uden mulighed for forlængelse vil ikke være omfattet af regler for deponering ved lejemål. Hvis der laves en længerevarende lejeaftale vil Mariagerfjord Kommune skulle deponere et beløb svarende til udgiften på en ny daginstitution, som er estimeret til mellem 17 og 22 mio. kr. 

Det vil også være muligt at købe modulbyggeriet fremfor at leje modulerne. Den estimerede udgift hertil vil være ca. 13,5-16 mio. kr. 

Den løbende merudgift for driften vil være en øget tildeling gennem ressource tildelingsmodellen for dagtilbud. Det vil udløse en tildeling til pædagogisk ledelse på 149.616 kr. og en forventet tildeling til bygningsdrift på 100.000 -200.000 kr. afhængig af den endelige størrelse. Dertil kommer udgiften til rengøring. 

Opførelse af et nyt børnehus
Den estimerede pris for en ny daginstitution i Mariager er mellem 17 mio. kr. og 22 mio. kr. afhængig af den endelige størrelse, indretning osv. 

Den løbende merudgift for driften vil være en øget tildeling gennem ressource tildelingsmodellen for dagtilbud. Det vil udløse en tildeling til pædagogisk ledelse på 149.616 kr. og en forventet tildeling til bygningsdrift på 140.000 -160.000 kr. afhængig af den endelige størrelse. Dertil kommer udgiften til rengøring. 

Pasning af egne børn
Mariagerfjord vil opleve en besparelse på ca. 10.000 kr. i de tilfælde, hvor der udbetales tilskud til pasning af egne børn frem for en dagtilbudsplads. I områder hvor der er mangel på 0-2 års pladser, vil det derfor give en besparelse for Mariagerfjord Kommune. Hvis ikke tilskuddet udbetales som et alternativ til en dagtilbudsplads, så vil det give en udgift. 

Forvaltningen har tidligere beregnet på baggrund af kommunens erfaringer med ordningen, at der må forventes en udgift på op til 2,4 mio. kr. ved 27,9 helårsbørn (gns. fra 2023). Hvis tilskudsperioden eller tilskudsstørrelsen nedsættes vil merudgiften falde.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler