To ud af tre børn og unge oplever digitale krænkelser viser ny undersøgelse
Det er i dag mere reglen end undtagelsen, at børn og unge i Danmark møder bagsiden af at være på nettet. 69 procent af de 9-17-årige har oplevet digitale krænkelser eller noget andet ubehageligt online inden for det seneste år, og det er en markant stigning siden 2021. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Red Barnet og TrygFonden. “Det bør være åbenlyst for alle, hvor alvorlig situationen er”, siger generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen i en pressemeddelelse.
Krænkende og ubehagelige oplevelser er blevet en almindelig del af at være barn og ung på nettet. At få tilsendt intime billeder fra fremmede voksne, se voldelige videoer eller at blive talt til på en hadefuld måde er sammen med en række andre digitale krænkelser nu så udbredte, at et stort flertal bliver ramt af dem. Mange børn og unge ser dem ligefrem som et vilkår, de må leve med.
Det viser en ny stor undersøgelse, som Epinion har foretaget for Red Barnet og TrygFonden.
I den svarer 69 procent af børn og unge mellem 9 og 17 år – svarende til to ud af tre – at de har oplevet mindst én digital krænkelse eller noget andet ubehageligt online inden for det seneste år. Det er en markant stigning siden 2021, hvor Red Barnet senest undersøgte omfanget, og tallet var 42 procent.
Den nye repræsentative undersøgelse giver et detaljeret indblik i børn og unges erfaringer med en lang række forskellige ubehagelige oplevelser online og afdækker for første gang omfanget af dem over tid. 12 typer af digitale krænkelser og ubehagelige oplevelser er undersøgt, og for hver af dem, som også blev undersøgt i 2021, er der sket en stigning i antallet af børn og unge, som udsættes for dem.
Red Barnets generalsekretær, Johanne Schmidt-Nielsen, kalder den nye undersøgelse for meget voldsom læsning.
– Et stort flertal af børn og unge i Danmark udsættes nu for krænkelser og ubehagelige oplevelser online. Det er rystende, og det må vi aldrig acceptere. Selv om der de senere år er kommet større fokus på de problemer, der knytter sig til børn og unges digitale liv, ser vi, at udviklingen kun går den forkerte vej. Det er dybt bekymrende, siger hun og kalder på handling hele vejen rundt:
– Fra vores SletDet Rådgivning har vi længe vidst, at digitale medier, som de ser ud i dag, hverken er sikre eller trygge for børn. Med denne undersøgelse bør det være åbenlyst for alle, hvor alvorlig situationen er. Det haster med omfattende regulering i EU-regi, politisk handling på Christiansborg og vigtige samtaler rundt om middagsbordet. Vi skal have vendt udviklingen hurtigst muligt, så vi kan sikre gode og trygge børneliv. For det har børn ret til, siger hun.
Ensomme børn og unge er mest udsatte online
Undersøgelsen viser, at selvom ubehageligheder online rammer bredt, er nogle grupper af børn og unge særligt udsatte. Det drejer sig især om dem, der føler sig ensomme eller er i lav trivsel. Derudover er unge mellem 13 og 17 år mere udsatte end børn mellem 9 og 12 år, ligesom piger er mere udsatte end drenge.
De ubehagelige oplevelser spænder vidt fra ulovlige digitale krænkelser begået af fremmede voksne til grimme ord fra jævnaldrende.
For eksempel har 32 procent inden for det seneste år oplevet at se voldsomme billeder eller videoer, mens 29 procent har oplevet, at andre har talt eller skrevet grimt til dem på nettet. 10 procent har oplevet at blive truet eller afpresset online, og det er næsten en fordobling siden 2021.
9 procent har oplevet at få delt private eller intime billeder mod deres vilje, hvilket er en tredobling siden 2021. 18 procent har oplevet at modtage private eller intime billeder, som de ikke har lyst til at se.
Digitale krænkelser opleves som uundgåeligt vilkår
Mange børn og unge ser de ubehagelige oplevelser som en uundgåelig del af det at være online. De ville gerne være dem foruden, men tror, at de må lære at leve med dem.
Sådan skal det ikke være, slår Johanne Schmidt-Nielsen fast:
– Digitale krænkelser må aldrig blive noget, som børn og unge ser som en uundgåelig del af det at være på nettet. For de har ret til at møde hinanden online og søge fællesskaber og informationer uden at blive udsat for krænkelser og skadeligt indhold. Som samfund har vi i alt for høj grad ladet vores børn og unge stå alene med nogle dybt alvorlige udfordringer for deres tryghed, sikkerhed og rettigheder.
Udbredt at fremmede voksne kontakter børn og unge
Ifølge undersøgelsen har hvert fjerde barn og ung prøvet at blive kontaktet af en fremmed voksen på nettet inden for det seneste år. 13 procent af de børn og unge, der er blevet kontaktet af en fremmed voksen, har oplevet, at den voksne sendte dem ubehagelige ting, for eksempel billeder. 12 procent har oplevet, at den voksne ville have dem til at gøre ting, de ikke havde lyst til – for eksempel at sende billeder af deres krop.
Red Barnet kalder på handling fra en række aktører. Først og fremmest er der brug for et helt grundlæggende opgør med techgiganternes fastholdelsesmekanismer, manglende indholdsmoderation og ineffektive aldersverificering.
– Det haster med at få gjort op med techgiganternes manglende ansvar for at sikre vores børn og unges tryghed online. Det er ubegribeligt, at de lader stå til. Vi må og skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre vores børn og unge et godt og trygt liv. Det kræver massiv regulering, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Baggrund om undersøgelsen
• Undersøgelsen bygger på besvarelser fra 4.171 børn og unge på 9-17 år samt kvalitative interviews med 14 børn og unge.
• I alt 12 forskellige typer af digitale krænkelser og ubehagelige oplevelser er undersøgt, og for hver af dem gives der et detaljeret indblik i, hvordan barnet bliver påvirket og reagerer. Siden 2021 er der sket en stigning i alle typer af ubehagelige oplevelser, som børn og unge kan blive udsat for online.
• 32 procent har inden for det seneste år oplevet at se voldsomme billeder eller videoer, som de ikke havde lyst til at se.
• 29 procent har oplevet, at andre har talt eller skrevet grimt til dem på nettet. Det er en markant stigning i forhold til 2021, hvor tallet var 18 procent.
• 21 procent har oplevet at blive holdt uden for på sociale medier eller i online-spil. 12 procent har oplevet, at andre har spredt rygter om dem på nettet. 10 procent har oplevet at blive mobbet med billeder eller andet indhold af dem, der ligger på nettet.
• 10 procent har oplevet at blive truet eller afpresset online. Det er næsten en fordobling siden 2021.
• 9 procent har oplevet at få delt private eller intime billeder mod deres vilje. Det er en tredobling siden 2021.
• 18 procent har oplevet at modtage private eller intime billeder, som de ikke har lyst til at se. Hele 26 procent af dem siger, at det ikke gør dem noget.
• Mange børn og unge bliver påvirket negativt af digitale krænkelser og andre ubehagelige oplevelser online: 19 procent svarer, at de bliver vrede, 17 procent får ondt i maven, 11 procent kan ikke falde i søvn om aftenen, 10 procent har svært ved at koncentrere sig om andre ting, og 9 procent vil ikke i skole som konsekvens.
• Børn og unge oplever det som værst, når det er nogen, de kender, der står bag den digitale krænkelse eller ubehagelige oplevelse online.
• De børn og unge, der fortæller om den ubehagelige oplevelse, gør det typisk til deres forældre eller andre voksne, de kender (23 procent), eller til deres venner (22 procent). Kun 3 procent fortæller det til en lærer eller pædagog i skolen, fritidshjemmet eller klubben.
• Snapchat er den platform, hvor de fleste digitale krænkelser og ubehagelige oplevelser sker.
• Børn og unge bruger mange timer hver dag online. 7 procent bruger syv til otte timer hver dag, og 19 procent bruger fem til seks timer. Den største andel (32 procent) bruger tre til fire timer dagligt.
• Den nye undersøgelse fra 2024 bygger videre på en undersøgelse fra 2021. På grund af udviklingen på området er der i den nyeste undersøgelse spurgt til flere typer af digitale krænkelser, hvilket, sammen med en ændring i spørgsmålenes design, gør, at det ikke er muligt direkte at sammenligne alle besvarelser. Alligevel er det tydeligt, at der er en markant stigning i antallet af digitale krænkelser og andre ubehagelige oplevelser online blandt børn og unge.
• Læs mere her: https://sletdet.redbarnet.dk/materialer/