ForsideRebildAftale om omdannelse af Øster Hornum Ældrecenter

Aftale om omdannelse af Øster Hornum Ældrecenter

Aftale om omdannelse af Øster Hornum Ældrecenter

Når Økonomiudvalget i Rebild Kommune holder møde den 11. september 2024, skal de på mødet behandle en orienteringssag: Aftale om omdannelse af Øster Hornum Ældrecenter

Forvaltningen har været i dialog med Boligselskabet Nordjylland om overdragelse og omdannelse af Birkehøj Ældrecenter i Øster Hornum. Indenfor rammerne af den godkendte moderniseringsplan for plejeboliger samt byrådets godkendelse af samarbejde med Boligselskabet Nordjylland er der nu udarbejdet et aftalegrundlag, som forelægges til orientering, da arbejdet nu går ind i en mere konkret fase. Under punktet redegøres for indholdet i det aftalte og projektets økonomi og finansiering.

Bilag 1 – Gennemførelsesgrundlag Øster Hornum Ældrecent…
Bilag 2 – Økonomi for Øster Hornum Ældrecenter

Text: Økonomiudvalget

Indstilling: Forvaltningen indstiller til Økonomiudvalget at aftalen med Boligselskabet Nordjylland om omdannelse af Øster Hornum Ældrecenter tages til efterretning

Sagsfremstilling

Som en del af Budget 2023 igangsatte byrådet Moderniseringsplan for pleje- og ældreboliger i Rebild Kommune. Med beslutningen godkendte byrådet, at ældrecenteret i Øster Hornum sælges og overdrages til boligselskab med henblik på omdannelse af plejeboligerne til seniorvenlige boliger med mulighed for hjemmepleje og nærhed til sundhedstilbud.

Byrådet godkendte i marts 2023 at forvaltningen indledte dialog med Boligselskabet Nordjylland om salg af ældrecentrene i Skørping og Øster Hornum. På den baggrund har forvaltningen opstartet et samarbejde med Boligselskabet Nordjylland om projekterne.

Der er nu udarbejdet en aftale om rammerne for omdannelsen af Øster Hornum Ældrecenter. Aftalen holder sig inden for rammerne af de tidligere politiske beslutninger om gennemførelsen af moderniseringsplanen og fremlægges derfor til orientering. Aftalen kan ses i bilag 1.

Det samlede projekt består dels af omdannelse af de nuværende plejeboliger og dels af tidligere bevilget støttet byggeri på grund ved ældrecentret. Det betyder, at der samlet set bliver 16 boliger i det nye projekt, hvoraf 8 er nybyggede boliger, mens ældrecenterets boliger renoveres til 8 seniorboliger. De to projekter tænkes sammen for at sikre kvalitet og sammenhæng i de to projekter.

Centrale elementer i aftalen er:

  • Kommunen overdrager boligerne på Øster Hornum Ældrecenter til Boligselskabet Nordjylland, som omdanner byggeriet til 16 almene seniorvenlige familieboliger. Nogle boliger renoveres, mens andre rives ned og bygges nyt med kvote, der tidligere er givet til støttet byggeri på grunden.
  • Kommunen sælger en del af den tilbageværende ejendom til Boligselskabet Nordjylland, som rummer en del af servicebygningen
  • Boligselskabet Nordjylland har ansvaret for omdannelsen og opførelsen af de nye boliger og vil eje og drifte boligerne som en almen boligafdeling.
  • Kommunen vil fortsat eje en mindre del af bygningen, hvori der vil drives sundhedsfunktioner såsom sygeplejeklinik og træningsfaciliteter.
  • De frivillige aktiviteter, der foregår på Øster Hornum Ældrecenter vil fortsat kunne drives i lokalerne, som udformes i samarbejde med de frivillige.
  • De kommunalt ejede lokaler vil blive renoveret for de midler, der kommer fra salg af ejendommen.

Byrådet vil senere få fremlagt skema A til godkendelse af opførelsen af de almene boliger efter sædvanlig praksis ved alment byggeri.

Økonomi: Boligselskabet Nordjylland finansierer som bygherre på boligprojektet udgifterne til omdannelse og nyopførelse af boligerne som almene familieboliger.

Rebild Kommune afholder ifølge aftalen udgifterne til:

  • Grundkapitalindskud til Landsbyggefonden ifm. opførelse af de nye boliger udgør 1,4 mio. kr. Det er forudsat, at beløbet finansieres indenfor budgettet til støttet byggeri i budgetoverslagsårene, jf. tidligere bevilling.
  • Renovering af servicearealet, der forbliver kommunalt udgør 1,4 mio. kr. Dette finansieres gennem det beskrevne salg af ejendom.

Derudover udestår en tilbagebetaling af henlæggelser på 1,7 mio. kr., som tidligere er lånt af afdelingen.

I bilag 2 præsenteres en oversigt over fordelingen af Rebild Kommunes udgifter i projektet og finansiering af udgifterne.

I lighed med sædvanlig praksis ved støttet byggeri, skal der stilles kommunegaranti ved de boliger, der opføres som nybyg. Garantien stilles for den del af projektets kreditforeningslån, som overskrider 60 % af ejendommens værdi. Garantistillelsen vil ikke påvirke den kommunale låneramme og har heller ikke indflydelse på kommunens generelle låneadgang. Garantistillelsen behandles af byrådet i forbindelse med behandlingen af skema A for projektet.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler