ForsideMariagerfjordPeter Rosenmeier sikrer dansk bronze ved de Paralympiske Lege 2024

Peter Rosenmeier sikrer dansk bronze ved de Paralympiske Lege 2024

Peter Rosenmeier sikrer dansk bronze ved de Paralympiske Lege 2024

Bordtennisspiller Peter Rosenmeier, der er opvokset i Hadsund, tabte semifinalen ved de Paralympiske Lege, men da begge tabende semifinalister er sikret bronze, kan nordjyden tage fra Paris med karrierens sjette PL-medalje. Dermed er Danmark nu oppe på otte medaljer til PL, hvilket er lig med den danske medaljemålsætning.

40-årige Peter Rosenmeier har sikret sig karrierens sjette medalje ved de Paralympiske Lege.

Selvom den rutinerede parabordtennisspiller tabte en uhyre tætspillet semifinale i fem sæt til thailandske Rungroj Thainiyom, kan han dog glæde sig over, at han tager fra Paris med endnu en PL-medalje til samlingen.

Konkurrencestrukturen gør således, at begge tabende semifinalister i bordtennisturneringen hædres med en bronzemedalje, og dermed har nordjyden nu vundet metal ved de Paralympiske Lege hver eneste gang siden PL-debuten i Athen i 2004.

”Det er lidt af det hele, jeg står tilbage med. Skuffet, stolt, glad og ked af det. Det var enormt vigtigt for mig at nå semifinalen og sikre mig en medalje. Der er ikke mange, der kan sige, at de har været til PL seks gange og vundet medalje hver eneste gang. Alt i alt er jeg glad for, at jeg nåede semifinalen og ked af ikke at nå finalen,” siger Peter Rosenmeier.

Det er nu 20 år siden, at Peter Rosenmeier fra Hadsund modtog et wild card til de Paralympiske Lege i Athen. Her overraskede han de fleste ved at vinde en bronzemedalje, og siden er det blevet til to PL-titler, en PL-sølv og nu tre gange PL-bronze. Samlet er det blevet til over 140 internationale medaljer i en storslået karriere, der langt fra er slut.

”Peter Rosenmeier har formået at være på toppen i rigtig mange år. Han er blevet ved med at finde motivationen og kæmpe sig igennem træning. Både den fysiske, den tekniske og den mentale træning. Det er dybt imponerende, og vi er meget stolte af ham. Peter er en kæmpe rollemodel. Ikke kun for para-atleter, men for hele Danmark,” siger chef de mission, Nicklas Bjaaland, fra DIF.

Medaljemålsætning indfriet

Med Peter Rosenmeiers bronzemedalje har Danmark nu vundet otte medaljer ved de Paralympiske Lege. Dermed er det danske PL-holds erklærede medaljemålsætning allerede indfriet på dag otte ud af 10, og forude venter stadig konkurrencer med dansk deltagelse i både svømning, atletik, cykling og dressur.    

”Vi er super stolte over, at vores atleter har taget så mange medaljer, og at vi nu har nået denne her meget ambitiøse målsætning. Endda uden en af vores største forhåndsfavoritter Tobias Thorning Jørgensen. Det har været fantastisk at se, hvordan andre atleter har steppet og og hentet medaljer, og vi er slet ikke færdige hernede endnu. Vi må se, om vi kan tage et par medaljer mere,” siger Nicklas Bjaaland.

Udover Peter Rosenmeier er de danske PL-medaljer i Paris blevet hentet af Katrine Kristensen (dressur), Emma Lund (cykling), Alexander Hillhouse (svømning), Daniel Wagner (længdespring og 100 meter), Lisa Kjær (taekwondo) og Martin Black Jørgensen (skydning).

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler