ForsideMariagerfjordSøren H. Petersen: Afdelingsdirektør og udviklingsorienteret leder i Sparekassen Danmark Mariager

Søren H. Petersen: Afdelingsdirektør og udviklingsorienteret leder i Sparekassen Danmark Mariager

Søren H. Petersen: Afdelingsdirektør og udviklingsorienteret leder i Sparekassen Danmark Mariager

49-årige Søren H. Petersen er afdelingsdirektør i Sparekassen Danmarks privatkundeafdeling i Mariager. En stilling han har haft siden 2022, og ifølge ham selv, har han det som en fisk i vandet i fjordbyen Mariager.

Hvis ikke han havde haft en afstikker på 4 år som leder i Sparekassens afdeling i Hadsund, kunne han i år have fejret 20-års jubilæum på Østergade 6-8 i Mariager.

Søren H. Petersen er med andre ord en velkendt person i og omkring Mariager. Ikke kun inden for Sparekassens vægge, men også rundt i området, hvor han ofte besøger foreninger og ildsjæle med penge i form af sponsorater eller donationer fra Sparekassen Danmark Fonden Hobro. Han er også selv aktiv som bestyrelsesmedlem i Mariager Handel og Turistforening, som året igennem planlægger, udvikler og afholder et væld af arrangementer og aktiviteter for byens borgere og alle andre, der elsker at komme en tur til Mariager.

Sund fornuft, tillid og ambitiøs er alle værdier hos Sparekassen Danmark, og når vi taler med Søren, skinner disse værdier tydeligt igennem.

“For os som lokal sparekasse i Mariager er det en vigtig del af vores DNA, at være med til at videreudvikle byen og de muligheder, som byen byder på – både for dem, der bor her fast, og for dem, der kommer hertil som turister eller gæster. Sparekassen Danmark i Mariager er hovedsponsor for byens største foreninger, og Sparekassen Danmark Fonden Hobro kan gøre en kæmpe og unik forskel ved at hjælpe med donationer i alle niveauer, der bringer lokale ildsjæles ambitiøse projekter tættere på realisering,” fortæller Søren H. Petersen til Mariagerfjordposten.dk og fortsætter:

“Det er naturligvis ikke penge alene, der gør forskellen. Det kræver lokale ildsjæle og driftige mennesker. Mariager er inde i en utrolig positiv periode, hvor mange personer bidrager med deres tid og kræfter i forskellige foreninger – og det er fantastisk, at vi i Sparekassen Danmark, som mange af byens borgere støtter ved at være kunder hos os, kan være med til at sende mange penge tilbage til Mariager og resten af vores geografiske område. Det bekræfter det, vi i Sparekassen Danmark siger: At vi gerne vil være en stærk lokal medspiller, og det ser vi ske i praksis.”

Sparekassens lokaler på Østergade har siden Sørens tiltrædelse som afdelingsdirektør i 2022 gennemgået en omfattende renovering og modernisering, så han og resten af det store 9-mands team, der er tilknyttet afdelingen, har gode og moderne arbejdsforhold, og så kunderne kan mødes i friske, lyse og indbydende lokaler.

“Jeg er stolt af mit team af medarbejdere. Vi har virkelig fået sammensat et godt hold, som er godt fordelt på alder og anciennitet, så vi kan give en ordentlig og tillidsfuld helhedsrådgivning. Hvis der kræves en specialist inden for f.eks. pension, formue eller forsikringer, har vi på tværs af Mariagerfjord regionen et hold af kolleger, som vi kan trække på, og som jævnligt kommer til Mariager,” forklarer Søren H. Petersen.

Sparekassen Danmark i Mariager har også ombygget en del af bygningen til fire nye lejligheder, som alle er udlejet, og endnu flere lejligheder forventes færdige i løbet af den kommende tid.

“Forandringerne af vores bygning centralt i Mariager by har bevirket, at der nu kommer endnu mere liv i midtbyen. De første fire lejligheder er allerede beboet, og næste etape med yderligere 11 lejligheder bliver snart sat i gang. Vi har allerede fået henvendelser fra interesserede, der gerne vil flytte ind, og det er meget positivt, at vi på den måde også kan være med til at skabe mere aktivitet i Mariager,” slutter Søren H. Petersen.

Privat bor Søren sammen med sin hustru Mette og deres to drenge. 

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler