Nu starter “Bælums Blå Bio-Blomster”
I løbet af de kommende måneder så startes projektet “Bælums Blå Bio-Blomster”. Projektet er et samarbejde mellem Østhimmerlands Ungdomsskole, Østhimmerlands Friskole, Bælum-Solbjerg Idrætsforening og Bælum Lokalråd. Vild med Rebild har fra Nordea-fondens “Her gror vi-puljen” søgt 972.000 kr. hjem til projektet.
Bælums Blå Bio-Blomst-projekt går ud på at få hele byen til at bakke op om at gøre Bælum til et bedre sted for naturen og skabe meget mere biodiversitet ved at omdanne store græsområder til mere levende steder. Det skal ske i samarbejde med byens borgere og tage udgangspunkt i at omdanne områder til steder med stor biodiversitet med frugttræer og bærbuske, som hele byen kan plukke.
Elementerne i projektet er blandt andet
- Hjemmehørende, blomstrende planter (blomster, buske og træer)
- Levesteder til dyr
- Vandelementer
- Formidling af biodiversitetstiltag
- Undgår sprøjtegift, plantegødning og pesticider
- Undgår invasive arter
- Workshop (fremstilling af fuglekasser og insekthoteller)
På to områder ved Østhimmerlands Ungdomsskole og den kommende Østhimmerlands Friskole skal der skabes levesteder til naturen som vådområder, blomsterenge, planter der giver levesteder og føde til fugle, insekter og smådyr. Store sten og stammer, fuglekasser, insekthoteller, bærbuske og frugtbuske samt rolige områder, hvor naturen kan nydes.
Samtidig er der planlagt 10 steder i byen hvor der skabes fødesteder med fokus på insekter ved at lave blå blomsterbede med udgangspunkt i farverne fra ”De Blå Hjerter”. For ikke lokalkendte kan oplyses, at ”De Blå Hjerter” er Bælum/Solbjerg Idrætsforening.
Vild med Rebild vil i samarbejde med OutdoorHimmerland blandt andet være aktiv i forbindelse med de forskellige workshops.