Husker du Bramslevskatten? – Gratis entré og bus til døren på Fyrkat efter Dronningens besøg
I efteråret 2023 fandt medlemmer af Nordjysk Detektorforening en hel del sølvmønter på en mark ved Bramslev – ca. otte kilometer fra ringborgen Fyrkat.
Sølvmønterne viste sig at stamme fra hele to vikingeskatte nedgravet med få meters afstand. Skattene kan blandt andet på baggrund af mønter slået under Harald Blåtand dateres til 980’erne – samme periode som han byggede Fyrkat ikke langt derfra.
De sjældne mønter bliver nu en skattet del af den nye udstilling på Møllegården Fyrkat, som åbner i dag d. 2. september. Her fremvises de først for H.M. Dronning Margrethe under et lukket arrangement.
Efter Dronningens besøg, er der dog fri entré for alle mellem kl. 16:45-20:00.
Du kan også hoppe på bussen ved Hobro Busterminal, som kører dig gratis lige til døren ved Fyrkat. Bussen kører i pendulfart ca. hvert kvarter.