ForsideHimmerlandNorlys: Ladestandermarkedet skal være til gavn for både elbilister og den grønne...

Norlys: Ladestandermarkedet skal være til gavn for både elbilister og den grønne omstilling

Norlys: Ladestandermarkedet skal være til gavn for både elbilister og den grønne omstilling

Det skal være lettere og mere gennemskueligt at være elbilejer. Derfor skal der findes nye løsninger her og nu, som giver ladekunderne mere gennemsigtighed og sikrer et mere velfungerende marked, mener Norlys, der selv har flere konkrete løsninger.

En ny analyse fra Konkurrencerådet viser, at markedet for opladning af elbiler på flere punkter ikke er velfungerende. Energi- og telekoncernen Norlys er enig i, at der er behov for et mere gennemsigtigt marked, hvor forbrugerne nemmere kan navigere i udbuddet af ladeløsninger.

– Når det er svært for forbrugerne at gennemskue markedet, kan det for nogen føles trygt for eksempel at vælge et all inklusive-abonnement. Men nu slår en spørgeundersøgelse i Konkurrencerådets analyse fast, at halvdelen af ladekunderne ender med at betale overpris, og så er det jo en falsk tryghed. I Norlys betaler kunder derfor kun for deres faktiske forbrug for at sikre den mest fair pris til kunden, siger Ellen Trolle, der er direktør for Norlys’ ladeforretning.

Norlys støtter derfor Konkurrencerådets anbefaling om, at der laves en standardiseret måde at opgøre de samlede omkostninger ved en ladeløsning på. På den måde kan forbrugerne nemt få et overblik over hvilken ladeløsning, der passer bedst til deres kørselsbehov.

– Vi kan ikke bare vente flere år på, at markedet selv tilpasser sig og lade elbilejerne betale prisen i mellemtiden. Sammen med resten af branchen vil vi derfor arbejde målrettet på at finde løsninger, der gør det nemmere at gennemskue markedet, at skifte fra en udbyder til en anden, og som sikrer en sammenhængende, tilgængelig ladeinfrastruktur i hele landet, siger Ellen Trolle.

Ny model for afgiftsrefusion

Norlys anerkender at den nuværende elafgiftsrefusion til elbilejere ikke er er optimal, men Norlys er ikke enig i, at elafgiftsrefusion helt skal fjernes, som Konkurrencerådet foreslår. I stedet vil Norlys omlægge refusionen til en ordning, der giver flere elbilister et incitament til at vælge en intelligent ladeboks, så elbilen lades, når strømmen er grøn og billig og på den måde hjælper energisystemet.

– I takt med at vi får mere vedvarende energi i energisystemet, vil der komme større udsving i produktionen af strøm. Her er det afgørende, at så mange elbiler som muligt bidrager med fleksibilitet til energisystemet. Derfor foreslår vi, at man erstatter elafgiftsrefusionen med en tilskudsordning, hvor elbilejere med intelligente ladebokse får et tilskud per kilowattime, de lader, siger Ellen Trolle.

Hun peger på, at det bør være en opgave for en arbejdsgruppe med repræsentanter fra branchen, netselskaber, forbrugerorganisationer og myndigheder at komme med bud på, hvordan en sådan tilskudsmodel mere præcist skal se ud.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler