ForsideMariagerfjordPlan for energipark Hejring lagt frem: Byrådet i Mariagerfjord skal give grønt...

Plan for energipark Hejring lagt frem: Byrådet i Mariagerfjord skal give grønt lys

Plan for energipark Hejring lagt frem: Byrådet i Mariagerfjord skal give grønt lys

Energipark Hejring er på dagsordenen når Økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune holder møde den 21. august 2024.

Mariagerfjord Kommune har modtaget en fælles ansøgning fra Eurowind Energy A/S og BioCirc om igangsætning af planlægningen for opstilling af vindmøller og solceller ved Hejring.

Byrådet skal tage stilling til, om planlægningen skal igangsættes.

Indstilling: Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Byrådet:

At fagenheden for Teknik og Miljø igangsætter planlægningen for opstilling af vindmøller ved Hejring samt etablering af en solcellepark i forbindelse med vindmøllerne med udgangspunkt i ansøgningen fra Eurowind Energy A/S og BioCirc.

At tillægsansøgningen fra BioCirc indgår i projektet med forbehold for, at det ikke får negative planlægningsmæssige konsekvenser eller negative konsekvenser for det projekt, der ligger til grund for fællesansøgningen, samt at projektet er i overensstemmelse med de to kommuners overordnede retningslinjer for etablering af VE-anlæg.

Beslutning fra Udvalget for Teknik og Miljø, den 12. august 2024, punkt 93:
Indstilles godkendt.

Inddragelse: Fagenheden forventer at afholde et fælles borgermøde sammen med Viborg Kommune. Der er endnu ikke fastsat en dato.

Sagsfremstilling
Ansøgning

Eurowind Energy og BioCirc har fremsendt en fælles ansøgning om realisering af Energipark Hejring, som omfatter i alt 14 vindmøller med en højde på op til 180 meter og 385 hektar solceller (se bilag). Heraf ligger seks vindmøller og 195 hektar solceller i Mariagerfjord Kommune, mens de resterende 8 vindmøller og 190 hektar solceller ligger i Viborg Kommune. Energiparken skal erstatte de eksisterende fem vindmøller i området, der blev opstillet i 2012.

Området anvendes i dag primært til landbrugsformål, og der er indgået aftaler med alle boligejere inden for fire gange totalhøjden. Boligejere som bor i en afstand mellem 4-6 gange totalhøjden tilbydes frivillige aftaler om salgsoption og eller værditabskompensation.

Det er hensigten, at Energipark Hejring skal være en del af Green Hydrogen Hub (GHH) ved Lille Thorup. Der skal etableres en direkte linje mellem Energipark Hejring og et elektrolyseanlæg ved Lille Thorup, så strømmen kan leveres udenom det kollektive elnet og sikre en stabil og billig strømtilførsel til elektrolyseanlægget og forskellige kompressorer i GHH. Hvis det ikke er muligt at placere elektrolyseanlægget i Lille Thorup, skal det placeres ved bygningsparcellen ved Skivevej 134 i Viborg Kommune (se vedhæftede bilag).

Principper for anlæg til produktion af vedvarende energi

Byrådet besluttede tilbage i august 2021 at igangsætte planlægningen for solceller ved de eksisterende vindmøller ved Hejring. På dette tidspunkt var der tale om et mindre projekt på ca. 41 ha, der udelukkende omfattede solceller. I februar 2023 modtog Mariagerfjord Kommune et nyt projekt fra BioCirc, der omfattede et areal på ca. 190 ha og udelukkende bestod af solceller. Byrådet besluttede i august 2023, at der på baggrund af projektet skulle indledes forhandlinger med BioCirc.

I august 2023 henvendte Eurowind Energy A/S sig med et nyt projekt i området, hvilket har ført frem til ovennævnte samlede ansøgning fra Eurowind Energy A/S og BioCirc, som kommunen modtog i juni 2024.

Det ansøgte projekt er således øget betydeligt i omfang i forhold til det projekt, Byrådet besluttede at gå videre med i august 2023, og må i henhold til “Principper for placering af anlæg til produktion af vedvarende energi i Mariagerfjord Kommune”, som Byrådet vedtog 27. april 2023, betegnes som et “energilandskab”. I principperne er det bestemt, at store energianlæg kun kan opføres i tre udpegede energilandskaber i Mariagerfjord Kommune:

Kystlandskabet langs Østkysten
Midt-nord – Øster Doense/Valsgård/Vebbestrup
Motorvejsnære arealer omkring Handest og Sønder Onsild
Det ansøgte projekt med opstilling af vindmøller og solceller er dermed ikke i overensstemmelse “Principper for placering af anlæg til produktion af vedvarende energi i Mariagerfjord Kommune”.

Fagenhedens bemærkninger

Fagenheden for Teknik og Miljø gør opmærksom på, at det i forbindelse med fastlæggelsen af “Principper for placering af anlæg til produktion af vedvarende energi i Mariagerfjord Kommune” ikke var forudset, at der var grundlag for et energilandskab ved Hejring, da dette forudsatte nedlæggelse af en række boliger. Ansøgerne har imidlertid formået at indgå aftaler med lodsejere, der muliggør projektet. Det er på nuværende tidspunkt fagenhedens vurdering, at et energilandskab ved Hejring ikke er i strid med de øvrige principper i “Principper for placering af anlæg til produktion af vedvarende energi i Mariagerfjord Kommune”. Tværtimod finder fagenheden, at det er hensigtsmæssigt at udnytte de områder, der allerede er påvirket af VE-anlæg, optimalt.

På den baggrund er der i det kommende Forslag til Kommuneplan 2024 indsat nye retningslinjer, som gør det muligt at foretage såkaldt “repowering” af eksisterende vindmølleparker. Det indebærer, at der i forbindelse med eksisterende vindmølleparker kan ske yderligere etablering af anlæg til vedvarende energi. På denne måde udnyttes de områder, der allerede er påvirket af anlæg, samt den infrastruktur, der er etableret i tilknytning hertil, optimalt.

Samarbejde med Viborg Kommune

Som nævnt omfatter projektet arealer i både Mariagerfjord og Viborg Kommuner. Fagenheden er i tæt dialog med administrationen i Viborg Kommune med henblik på at sikre et parløb omkring planlægningen for energiparken – herunder fælles borgermøder. De politiske udvalg i Viborg Kommune vil derfor også behandle en sag om igangsætning af planlægning for energiparken ved møder i august.

Mariagerfjord Kommunes klimamål

Projektet vil bidrage positivt til opnåelse af de klimamål, som Byrådet har opsat i forhold til klimaplanen. Klimaplanen indeholder mål om reduktion af områdets CO2-udledning med 430.000 tons pr. år frem mod 2030 – svarende til ca. 10 tons pr. indbygger pr. år. Ud af den samlede, målsatte CO2-reduktion, er det forudsat at, bidraget fra VE (vedvarende energi) ligger i størrelsesordenen 309.000 tons CO2.

Den direkte CO2-reducerede effekt af den ansøgte energipark skønnes at ligge i størrelsesordenen 42.000 tons, svarende til 1 ton pr. indbygger eller ca. 10% af det samlede reduktionsmål frem mod 2030 og ca. 14% af målsætningen for bidraget fra VE.

Der er på nuværende tidspunkt ikke foretaget nærmere beregninger. Ovenstående må derfor betragtes som foreløbigt bedste skøn, idet der blandt andet også vil skulle indregnes en eventuel effekt på eksempelvis transportsektorens reduktionsmål ved en produktion af Power-to-X (PtX), som vil kunne anvendes som drivmiddel uden for energisektoren.

Grøn pulje

Opstillerne af vedvarende energianlæg skal indbetale et beløb pr. opstillet MW til Mariagerfjord Kommunes Grøn Pulje. Kommunen administrerer midlerne efter “Administrationsgrundlag for Grøn Pulje i Mariagerfjord Kommune”, som Byrådet har vedtaget maj 2024. Puljen sigter mod at fremme udviklingen af kommunens landdistrikter og skabe sunde, inkluderende og bæredygtige lokalsamfund, med fokus på fremme af fællesskaber, udvikling af landdistrikter, understøtte det gode liv og integration med klima og natur.

Typisk vil der kunne ydes støtte til miljøforbedrende projekter, klimainitiativer, natur- og biodiversitetsprojekter, klimatilpasningsprojekter, fællesskabsfremmende projekter, projekter, der understøtter det gode liv, bevarelse og oprettelse af grønne områder, vandbevarelses- og rensningsprojekter samt grønne frivillige initiativer.

I henhold til administrationsgrundlaget fordeles midlerne i Grøn Pulje således:

Lokalområdet (Lokalpuljen): 60%
Landdistrikterne (Landdistriktspuljen): 32%
Administration: 8%
Projektet ved Hejring forventes at udløse en indbetaling til Mariagerfjord Kommunes Grønne Pulje på ca. 30 mio. kr.

Tillægsansøgning fra BioCirc

Efter modtagelsen af den fælles ansøgning fra BioCirc og Eurowind Energy A/S har BioCirc fremsendt en tillægsansøgning på yderligere to møller i Mariagerfjord Kommune (se bilag). De møller forventes at udløse et bidrag til Grøn Pulje på 4-4,5 mio. kr.

Mariagerfjord og Viborg Kommuner samt Eurowind Energy A/S har af tidsmæssige årsager ikke haft mulighed for detaljeret at vurdere de planlægningsmæssige konsekvenser af tillægsansøgningen, herunder konsekvenserne i forhold til fællesansøgningen. Umiddelbart vurderer fagenheden dog, at udvidelsen ikke har væsentlige konsekvenser, og at tillægsansøgningen derfor bør indgå i projektet. Eurowind Energy A/S er overordnet enig i denne vurdering.

Fagenheden anbefaler dog, at inddragelsen af tillægsansøgningen sker med forbehold for, at det ikke får negative planlægningsmæssige konsekvenser eller negative konsekvenser for det projekt, der ligger til grund for fællesansøgningen. Der skal også tages forbehold for, at projektet er i overensstemmelse med begge kommuners overordnede retningsliner for etablering af VE-anlæg.

Økonomi
Ingen økonomiske konsekvenser for Mariagerfjord Kommune ud over administrationen af Grøn Pulje midlerne.

Bilag
Energipark Hejring – Fælles ansøgning Eurowind og BioCirc
Energipark Hejring – Fællesansøgning Eurowing og BioCirc – kortbilag
Tillægsansøgning fra BioCirc – kortbilag
Tillægsansøgning fra BioCirc

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler