25-års jubilæum i Sparekassen Danmark i dag
Sparekassebetjent Søren Ivan Sørensen, Hørby Skoleby, kan fredag den 16. august fejre 25-års jubilæum i Sparekassen Danmark.
Det var i Sparekassen Hobro, at Søren Sørensen i 1999 tiltrådte ved sparekassens hovedkontor på Store Torv. Blandt opgaverne var daglige budture til sparekassens daværende afdelingsnet, snerydning om vinteren omkring hovedkontoret og afdelingen i Adelgade 44, vask og rengøring af direktørens bil og servicering af de udlejningsejendomme, som sparekassen ejede.
”Når jeg mødte ind om morgenen, kunne jeg ikke vide, hvad dagen ville bringe af opgaver eller problemer, der skulle løses. Det passer perfekt til mit temperament”, siger jubilaren i dag:
”Jeg har aldrig kedet mig.”
Fusioner
I 2014 fusionerede Sparekassen Hobro med Sparekassen Himmerland og blev til Jutlander Bank. I den forbindelse flyttede Sørens arbejdssted til Aars, hvor bankens Serviceafdeling blev placeret. Blandt sine opgaver havde Søren fortsat budture til det nu noget større afdelingsnet.
I 2021 fusionerede Jutlander Bank med Sparekassen Vendsyssel og blev til Sparekassen Danmark, hvilket ikke ændrede på jubilarens arbejdssted og opgaver.
Privat
Søren Sørensen bor i Hørby Skoleby i det hus, som han købte allerede i 1982.
Blandt fritidsinteresserne er lystfiskeri, og så er han passioneret omkring sine køretøjer: Sin Honda Gold Wing 1800 motorcykel – med trailer – og sin VW T-Cross.
Efter sit jubilæum har jubilaren valgt at trække sig tilbage som efterlønner.