ForsideHimmerlandNy undersøgelse: Hver tredje dansker dropper alkohol

Ny undersøgelse: Hver tredje dansker dropper alkohol

Ny undersøgelse: Hver tredje dansker dropper alkohol

Næsten 35 procent af danskerne har bevidst fravalgt at drikke alkohol inden for det seneste år, mens flere overvejer det. Det viser en ny undersøgelse af Voxmeter for Blå Kors Danmark.

Sommerferien er over os, og for mange betyder det, at der skænkes en ekstra øl til frokosten, eller der hældes et ekstrastort glas vin op til aftensmaden. Men flere danskere er begyndt at overveje deres alkoholforbrug, og nogle fravælger det helt.

38,7 procent af danskerne har overvejet at droppe alkohol for en periode, mens mere end en tredjedel af danskerne – knap 35 procent – har taget et bevidst valg om at undlade alkohol inden for det seneste år. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Voxmeter på vegne af Blå Kors Danmark.

”Det er glædeligt og tiltrængt, at der bliver skubbet til den danske alkoholkultur, som vi kender den, og at flere i højere grad stopper op og tænker over sit alkoholforbrug. Vi har en kultur, hvor alkohol fylder meget i bl.a. sociale sammenhænge, og hvor mange ofte bliver mødt af åbenlys skepsis, hvis de takker nej,” lyder det fra Morten Skov Mogensen, der er generalsekretær i Blå Kors Danmark.

”I de senere år er der sket en bevægelse, der hylder et mere reflekteret forhold til alkohol, og det giver mig en tro på, at samtalerummet for både den offentlige og private samtale om alkoholkulturen åbner sig og skubber på en fælles bevidsthed om de skadelige konsekvenser, der er af den måde, vi drikker på,” fortsætter han.

Danskerne ønsker en anden alkoholkultur
Et flertal af danskerne bakker op om, at alkoholkulturen i Danmark skal se anderledes ud end i dag, som den sociale hjælpeorganisations generalsekretær efterlyser.

59,5 procent mener nemlig, at der er behov for en ændret alkoholkultur, så danskerne generelt drikker mindre ifølge Voxmeter-undersøgelsen. Samtidig er knap 58 procent bevidste om, hvilken betydning alkohol har for helbredet.

”I Blå Kors ser vi dagligt de yderste konsekvenser af alkohol, som både rammer den, der har et misbrug, og de pårørende. Det er sjældent en soloulykke, og det giver ar på krop og sjæl for de implicerede,” siger Morten Skov Mogensen.

Blå Kors Danmark hjælper årligt flere tusinde danskere, der enten selv har et alkoholmisbrug eller er pårørende til en med misbrug på hjælpeorganisationens bo- og behandlingssteder og i Barnets Blå Hus, som er et støttetilbud for børn, der vokser op i familier med alkohol- og stofmisbrug.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler