Koncert i Haverslev kirke indleder dette års ”Sommerkoncerter i Rebild Provsti”
Koncertrækken indledes med prisbelønnet vokalkvartet.
Igen i år summer kirkerne i Rebild Provsti af liv og musik i juli og august, når organisternes sommermusikfestival ”Sommerkoncerter i Rebild Provsti” løber af stablen for 4. år i træk.
Der er 14 koncerter på programmet, og åbningskoncerten finder sted i Haverslev kirke tirsdag d. 30. juli kl. 19.30, hvor man kan opleve den prisbelønnede vokalkvartet HØST.
Kvartetten består af de fire sangere Lene Høst, Liv Vester, Maja Freese og Filippa Westerberg, som sammen skaber en vokal legeplads, hvor de med fire røster – og intet andet – fortolker og udfordrer traditionerne i den nordiske folkemusik. Koncerten er en forårssymfoni af fuglekvidder, kraftfulde rå dissonanser og rytmisk poesi – og et par fællessange.
Udgivelser og priser
I 2023 udgav HØST albummet “Fuglesang”, som er en hyldest til naturen og stemmens kraft. Debutalbummet har høstet varme anmeldelser og kvartetten modtog hele 5 nomineringer ved DMA Roots samme år og prisen for Årets Komponist.
HØST vandt desuden i 2022 to priser i den internationale vokalgruppe-konkurrence på Aarhus Vocal Festival og 2. præmien ved Tampere Vocal Festival i 2023.
Denne sommeraften gæster HØST Haverslev kirke, og vi glæder os meget til at åbne koncertrækken med sprudlende sang, stemningsfulde klange og smuk vokalmusik.
Dørene åbnes kl. 19.00, og efter koncerten serveres der aftenkaffen i Sognets Hus.
Der er fri entré til hele aftenen og alle fra nær og fjern er meget velkomne.