To ildsjæle fra Visborg IF blev hædret med DBU Jyllands Hædersemblem
Lasse Glargaard Nielsen har været træner for årgang 1994 fra U8 og helt op til U19. Da Visborg IF på et tidspunkt mistede en del spillere, brugte Lasse mange timer på at samle et hold, så der kunne spilles fodbold på Visborg stadion. Resultatet kan ses i dag, hvor der er to seniorhold i Visborg. Herefter blev han holdleder for senior i S.6 og S.5 i fire år. Siden 1995 har Lasse siddet i aktivitetsudvalget. Han er af den gamle skole, der forventer, at dem han sidder i udvalg med, udfører deres opgaver til punkt og prikke. Ellers kan der godt falde en lille bemærkning.
Visborg IF ønsker Lasse Glargaard Nielsen stort tillykke med DBU Jyllands Hædersemblem for minimum 20 års frivilligt arbejde i klubben.
Palle Glargaard Nielsen startede i bestyrelsen inden han blev 18 år, og i år er det 25 år siden, han blev formand. Sammen med resten af bestyrelsen sørger han for, at klubben har en sund økonomi. Samtidig med at han har siddet i bestyrelsen, har han været træner for U10, U12 og U14 gennem seks år. Da klubben på et tidspunkt mistede mange spillere, brugte han mange timer på at samle et hold, og Palle blev selv træner for holdet i mange år.
Visborg IF ønsker Palle Glargaard Nielsen stort tillykke med DBU Jyllands Hædersemblem for minimum 20 års frivilligt arbejde i klubben.