ForsideVesthimmerlandEt godt råd, vejledning og en uformel snak øger sundhed og livskvalitet...

Et godt råd, vejledning og en uformel snak øger sundhed og livskvalitet for 91-årige Rita fra Løgstør

Et godt råd, vejledning og en uformel snak øger sundhed og livskvalitet for 91-årige Rita fra Løgstør

Da Rita mistede sin mand Vagn for 7 år siden takkede hun ja til et besøg fra Helle Yde Thomsen, som er forebyggelseskonsulent i Vesthimmerlands Kommune – et ja, som hun i dag er meget glad for, at hun ikke kastede over bord.

Et forebyggende hjemmebesøg er en samtale i borgerens eget hjem med fokus på sundhed og trivsel hos den enkelte borger. Samtalen tager udgangspunkt i den hverdag og de livsvilkår, den pågældende borger befinder sig i. Formålet er, at borgeren kan bevare et så sundt og selvhjulpet liv som muligt. Tilbuddet henvender sig såvel til borgere, der har et sundt og aktivt liv, som til borgere, der har nogle sundhedsmæssige udfordringer, og er for aldersgruppen 65+.

– Vi kan være med til at opspore tidlige tegn på sygdom og mistrivsel, men i høj grad også være med til at understøtte alle de ting, borgeren allerede selv gør, for at bevare en høj grad af sundhed, livsglæde og trivsel, fortæller, forebyggelseskonsulent Helle Yde Thomsen.

– Det kan også være at, der skal tages hånd om en borger, der begynder at få fysiske skavanker, eller måske får vi en fornemmelse af, at det begynder at knibe med hukommelsen, og så kan vi sætte ind så tidligt som muligt, tilføjer Helle Yde Thomsen.

Rita har ikke selv børn, og heller ikke andre nære familiemedlemmer i området, så derfor er hun meget positiv overfor, at kommunen giver mulighed for at få en uformel snak med gode råd og vejledning.

– Jeg var skeptisk til at starte med, og brød mig ikke om, at der skulle komme en fremmed ind i mit hjem, men så vendte jeg den om, og tænkte, at man også taler rigtigt godt med én, som ikke er så tæt på, så kan man være lidt mere åben, og man behøves ikke at veje sine ord – i dag er jeg meget glad for, at jeg ikke gav slip, fortæller Rita og tilføjer:

– Det betyder desuden rigtigt meget for mig, at det har været den samme person gennem de sidste mange år, vi snakker godt sammen, jeg er tryg ved Helle og jeg føler mig i den grad set og hørt.

Tilskud til en ny el-scooter

Rita har for nylig investeret i en ny el-scooter, som har givet hende bedre muligheder for at komme ud og deltage i de ting, som hun gerne vil. El-scooteren har også har lettet hendes hverdag, da det er blevet nemmere at handle ind og besøge veninderne i byen. Rita er blevet bevilliget tilskud fra kommunen – penge, som hun ikke vidste hun kunne søge, hvis ikke Helle havde gjort hende opmærksom på den mulighed.

– Jeg havde jo ikke selv fundet ud af, at jeg kunne søge penge hos kommunen, og selvom jeg jo godt ved, at Helle ikke kan gå ind til kommunen og skaffe mig en masse penge, så har hun vejledt mig og fortalt mig om mulighederne for at søge et tilskud, siger Rita med et kæmpe smil på læben.

– Jeg har haft så meget medvind den seneste tid, og scooteren er jo med til, at jeg kommer ud og får oplevelser og ikke sidder i min lejlighed og bliver ensom, og det er også Helles fortjeneste, supplerer Rita.

Rita og Helle sidder her i dagligstuen hos Rita og får en snak om, hvordan man kan få hjælp til små praktiske ting i hjemmet – f.eks. gennem Ældresagens tilbud ”Få besøg af en Handyman” Foto: Vesthimmerlands Kommune

Hjælp til selvhjælp

Inden en forebyggelsessamtale er det ikke aftalt på forhånd, hvad der skal tales om. Ordet er frit, men selvfølgelig har forebyggelseskonsulenten emner, som samtalen kan dreje sig om:

– Vi ved ikke på forhånd, hvad vi skal snakke om, men Helle er god til at inspirere mig og guide mig i en god retning, så jeg selv får gjort de ting, der er nødvendige. Det kan være en snak om mulige fritidsaktiviteter eller netværk, der er i byen eller lokalområdet, men det kan også være et tip til at få hjælp til at få skiftet en elpære i en lampe eller en snak om et lægebesøg eller trivsel og søvn, fortæller Rita.

Helles vigtigste opgave er nemlig at stille de rigtige spørgsmål, og som hun selv kalder det, så har hun fokus på sundhedspædagogik:

– For mig handler det om at støtte Rita og de andre borgere, som jeg besøger – det kan være ved at stille dem de rigtige spørgsmål, så de får et skub i den rigtige retning, så de selv kommer frem til de gode løsninger og får den hjælp, som de behøver, siger Helle Yde Thomsen.

– Studier viser, at de borgere, der vælger at tage imod tilbuddet om et forebyggende hjemmebesøg, oplever at deres forhold til kommunen er styrket, og at de efter besøget oplever, at de har en kommunal medarbejder, de kan henvende sig til. De oplever det trygt at have fået ”sat ansigt” på den forebyggende medarbejder, og at besøget giver dem et styrket fokus på deres egen helbredstilstand. Vi modtager også bekymringshenvendelser omkring borgere, hvor pårørende har brug for råd og vejledning, fortæller forebyggelseskonsulent, Helle Yde Thomsen.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler