ForsideRebildRebildfesten: Det er altså sjovt

Rebildfesten: Det er altså sjovt

Rebildfesten: Det er altså sjovt

Årets Rebildfest, der bliver et kæmpe brag af en fest, med mange forskellige arrangementer og højt profilerede talere, underholdning i topklasse og ikke mindst årets nyskabelse Summer-Party, kræver mange hænder i planlægningen, undervejs og bagefter. 

Og lige netop her kommer de mange frivillige, som giver en hjælpende hånd, med ind i billedet. Lis Hansen fra Skørping er en af dem!

– Jeg var slet ikke i tvivl, for da jeg sagde farvel til mit arbejdsliv i Danske Bank, gik jeg straks ind i Rebildfesten som frivillig. Forinden havde jeg, som udlånt medarbejder af banken, arbejdet for Rebildfesten, i det jeg havde ansvaret for at håndtere dagenes omsætning og bringe pengene herfra sikkert i banken, lyder det fra Lis Hansen.

– Men da jeg blev rigtig frivillig, skal jeg lige love for, at der kom mange andre sjove og spændende arbejdsopgaver på programmet. Det har været både ”stik-i rend-opgaver”, blomsterudsmykning til frokostteltet, omdeling af 4. juli-plakater i Skørping eller nattevagt i teltet, så det stod sikkert til dagen efter, hvor gæsterne strømmede ind, fortæller Lis Hansen begejstret.

Opgaverne er alsidige, og nogle af dem har brændt sig fast som særligt spændende. Eksempelvis da Lis var ”roadie” og servicerede de kunstnere, som skulle optræde ved Rebildfesten.

– Jeg har været tæt på både Anne Linnet, som var en krævende kunstner, der forlangte mange specielle ting, men også Nanna Oh Land har jeg serviceret undervejs. Hun var virkelig sød og rar at være sammen med, fortæller Lis Hansen, der også husker et bevægende øjeblik, da gospelsangerinden Etta Cameron, ved en gudstjeneste i bakkerne, sang så fortryllende, at det føltes som om energien bare strømmede ind i tilhørerne og de omgivende bakker. 

Det har virkelig givet mig mange gode og dejlige oplevelser på den måde at være en del af Rebildfesten. Det gør mig glad, og det er udfordrende at prøve noget helt nyt og anderledes, og på den måde være en del af det team, der får det hele til at lykkes. Og så møder man jo mange andre dejlige mennesker, og det skaber et super sammenhold og nye bekendtskaber, der lige som jeg er optaget af at være med, der hvor det sker, fortæller Lis Hansen med begejstring.

-For mig er det noget helt særligt at være frivillig ved Rebildfesten. Måske fordi det er noget, som jeg aktivt selv har valgt til, og det er bare fyldt med livsglæde og sammenhold sådan at være med til at skabe en folkefest af både nationale og internationale dimensioner, slutter Lis Hansen.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler