ForsideVesthimmerlandVesthimmerland prioriterer at arbejde videre med fem VE-projekter

Vesthimmerland prioriterer at arbejde videre med fem VE-projekter

Vesthimmerland prioriterer at arbejde videre med fem VE-projekter

I Vesthimmerlands Kommune har Byrådet sat en ambitiøs målsætning om et grønnere Vesthimmerland, der skal være med til at forebygge de kommende klimaforandringer, udvikle erhvervslivet, sikre bæredygtige borgerinitiativer og en grønnere energiforsyning.

Ambitioner, som også flugter med Kommuneplanen 2021, hvor Byrådet har tilføjet et mål om etablering af to energi-øer i Vesthimmerland – ligesom der er fokus på, at produktionen af landstrøm skal firedobles og det ansvar, der ligger i den transformation.

Set i det lys har Teknik & Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune nu besluttet at prioritere fem VE-projekter ud af 12 indsendte, som der skal arbejdes videre med. Det gælder følgende projekter, hvor den prioriterede rækkefølge fastslår, hvilke mulige VE-anlæg, der sagsbehandles først.

  1. Nørrekær Enge med potentiale til kommende energi-ø (forår 2024)
  2. Strandby Solcelleprojekt (sommer 2024)
  3. Svoldrup Kær/Holme med potentiale til kommende energi-ø (efterår 2024)
  4. Svingelbjerg Energipark (forår 2025)
  5. St. Jørgen Energy – Brøndum Kær (sommer 2025)

VE-projekterne går primært på at etablere vindmøller, solceller og biogasanlæg. Det sker også i sammenhæng med Folketingets klimalov, hvis hovedformål er at reducere CO2-udledningen med 70% inden 2030, og opnå et klimaneutralt Danmark i 2050.

Formand for Teknik & Miljøudvalget, Allan Ritter, siger om udvalgets beslutning:

– Det er vigtigt at understrege, at intet er besluttet. Men nu har vi lavet en arbejds-prioritering kan vi kalde det, hvor vi sagsbehandler ovenstående fem projekter i prioriteret rækkefølge. Det betyder, at de helt normale procedure går i gang med sagsbehandling, fordebatter, høringer, borgermøder, så vi kan tage en politisk beslutning i sidste ende, når både borgerinddragelsen og selve anlæggene er fuldstændig belyst med omfang, størrelse, påvirkning osv, siger Allan Ritter og påpeger:

– I Teknik & Miljøudvalget har vi eksempelvis meget fokus på, hvordan vi i givet fald opstiller solcelleparker. Det er ikke noget vi har stor erfaring med i Vesthimmerland og derfor har vi meget fokus på, at mulige solcelleparker tilpasses, så der tages hensyn til alt fra landskabet til dyr, beplantning og hvordan det kan bruges som et rekreativt område efter etableringsfasen, siger Allan Ritter og slutter:

– Vi har stor respekt for den proces, der nu går i gang. Det gælder for alle parter. Nu sætter vi sagsbehandlingen i gang og ser på, hvilke ansøgninger, der skal fuldføres og med hvilke ideer og justeringer, der kommer i processen. Intet er besluttet, men nu sætter vi det nødvendige arbejde i gang og med nyheden her ønsker vi blot at synliggøre processen for alle.

Den endelige beslutning om de prioriterede fem VE-projekter bliver truffet i Byrådet senere i denne måned. Derefter tager det anslået 1,5 år at sagsbehandle hvert projekt med fokus på borgerinddragelse, fordebatter, høringer og borgermøder.  

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler