Å-parken i Aars får 1 mio.kr. af Nordea-fonden
Med 1 mio. kroner i støtte fra Nordea-fondens ’Her gror vi-pulje’ har Vesthimmerlands Kommune som ansøger indhentet en stor og vigtig ekstern finansiering til, at projektet ’Å-parken i Aars’, der har været i støbeskeen siden Aars Bymidteplans idékatalog blev færdiggjort i 2020, bliver til virkelighed.
Hele projektet i sin fulde form er betinget af, at arbejdsgruppen og ildsjælene bag åbningen af Aars Museumspark finder 1,5mio i ekstern finansiering udover den 1 mio.kr. som Vesthimmerlands Kommune nu har indhentet.
Borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen, udtaler:
– Jeg er virkelig glad og taknemlig. Nordea-fondens støtte på 1 mio.kr. er en afgørende håndsrækning og ikke mindst et kvalitetsstempel på, at Å-Parken projektet i Aars har et stort potentiale. Både set i forhold til det naturlige å-løb, ideerne for området og den grønne kile mellem Vesthimmerlands Museum og handelslivet i Aars, siger borgmesteren og sender endnu engang sin taknemlighed i retning af Nordea-Fonden.
Et grønt og mangfoldigt samlingssted i Aars
Å-parken skal danne ramme om et grønt, aktivt og mangfoldigt samlingssted i Aars bymidte, som et naturligt modspil til handelsbyens dynamiske gadebillede.
Å-parken skal være for alle – både børn, unge og ældre. Der skal være plads til leg, samvær, afslapning, aktiviteter og så skal Å-parken kunne bruges til større og mindre begivenheder forbundet med museet, ungdomsskolen og byen generelt. Det skal også være et sted, hvor borgerne kan nyde forskellige planter, vilde træer, buske, blomster, naturen, få ro, slappe af på en bænk osv.
Parkens hjørne længst mod øst disponeres til mere støjende aktiviteter såsom byfester, markedsdage og unge-arrangementer. Ved ungdomsskolen forventes det, at der indrettes med outdoor-fitness, multibane, bålplads, opholds-nicher og en større plads til events og aktiviteter.
Å-løb ønskes genåbnet
Midt i parken ligger museet med Per Kirkebys markante bygværk – et omdrejningspunkt, der visuelt samler og samtidig skaber rum for forskellige steder i parken.
Mod vest ønskes et stykke af det i dag rørlagte å-løb genåbnet – en del af Herredsbæk. Å-løbet er ca. 2 meter under terræn i dag, hvilket gør det muligt at bearbejde terrænet omkring det rislende å-løb, så der skabes et mere intimt og roligt miljø til afslapning og fordybelse. Der etableres et opholdsdæk i træ, hvor man kan sætte fødderne i vand, høre fuglefløjt og insekters summen.
Projektet får del i Her gror vi-puljen på 75 mio. kr.
Nordea–fonden uddeler hen over foråret 2024 75 mio. kr. til projekter, der får bynaturen til at gro og fællesskabet til at vokse. Foreningens projekt rammer fuldstændig plet i forhold til det Nordea-fonden håbede på, da puljen blev udviklet.
– Jeg er vildt begejstret for den idérigdom og det engagement i lokalsamfundenes fællesskaber, som de støttede projekter er udtryk for. Danmark er fyldt med lokale ildsjæle, der virkelig lægger sig i selen for at fremme biodiversiteten, styrke sammenhængskraften, og skabe gode liv i byerne, siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
Det er anden gang, at ’Her gror vi-puljen’ uddeles. Når puljen er uddelt i foråret 2024 forventes det, at puljen samlet set støtter projekter for ca. 140 mio. kr. rundt om i Danmark, som alle har til formål at styrke fællesskabet og få dem til at summe af gode liv.
I Vesthimmerlands Kommune kan der nu på flere fronter arbejdes videre mod en realisering af projektet.