ForsideMariagerfjordMariagerfjord Kommune vil trække sig fra million projekt

Mariagerfjord Kommune vil trække sig fra million projekt

Mariagerfjord Kommune vil trække sig fra million projekt

Kilometermolen ved Als er på dagsordenen på udvalgsmøde den 3. juni 2024 i Teknik og Miljøudvalget i Mariagerfjord Kommune.

Mariagerfjord Byråd har afsat midler til en kilometermole ved Als. Projektet er beliggende i et internationalt naturbeskyttelsesområde, og inden realisering, skal der således laves en lang række undersøgelser af naturen for at kunne sikre, at anlægget ikke påvirker naturen væsentligt.

Udvalget for Teknik og Miljø har tidligere i november 2022 besluttet, at der skal udarbejdes en naturkonsekvensvurdering. I denne proces var det forudsat, at projektet skulle tilrettes således, at det ikke vil påvirke det internationale naturbeskyttelsesområdes arter og naturtyper negativt.

Fagenheden for Teknik og Miljø har vurderet, at en sådan tilretning ikke er mulig, og derfor skal Udvalget for Teknik og Miljø tage stilling til, om Mariagerfjord Kommune skal trække sig fra projektet.

Indstilling: Direktøren for Teknik, Kultur og Klima indstiller til Udvalget for Teknik og Miljø: At Mariagerfjord Kommune trækker sig fra projektets myndighedsdel, da det vurderes, at der af naturmæssige hensyn ikke er grundlag for at projektet kan gennemføres.

Inddragelse: Der har løbende været dialogmøder med Als i Aktion, herunder med de involverede rådgivere.

Sagsfremstilling

Projekt Kilometermolen ved Als
Siden 2018 har lokale kræfter i Als i samarbejde med fagenhederne for Kultur og Fritid samt for Teknik og Miljø arbejdet på en lokal udviklingsplan for Als. Det resulterede i 2020 i planen “Als i Aktion”, hvor der var beskrevet en række initiativer til understøttelse af udviklingen i og omkring Als.

Et af de største initiativer i planen er projektet for Kilometermolen, der strækker sig – som navnet også antyder – én kilometer ud i Kattegat fra kysten ved Als, hvor den eksisterende mole på cirka 250 meter i dag ligger.

Projektet har tidligere været forelagt Byrådet, der var meget positive over for projektet. Derfor blev der afsat 19,4 mio. kr. på budgettet i årene 2028-31. I forbindelse med Budget 2024 blev dette imidlertid ændret, således at der er afsat 16 mio. kr. i budgetårene.

Da projektet er anslået til en anlægssum på cirka 48 mio. kr., forudsættes det imidlertid, at det resterende beløb finansieres af eksterne midler.

Projektets påvirkning af naturen
Kilometermolen er beliggende i Natura 2000-område nr. 14 Ålborg Bugt, Randers Fjord og Mariager Fjord, der er et internationalt naturbeskyttelsesområde, som omfatter både habitatområde (H14), fuglebeskyttelsesområde (F15) og Ramsarområde, hvor der er særlige krav til beskyttelse af naturværdierne. Inden for Habitatområde H14 er der en forpligtelse til at beskytte en række naturtyper som vadeflade, sandbanke, strandeng med videre. Inden for Fuglebeskyttelsesområdet F15 og Ramsarområdet er der en forpligtelse til at beskytte en række vandfuglearter og deres levesteder. Konkret for området omfatter det yngleområder for dværgterne, havterne og klyde, samt rasteplads for lysbuget knortegås, men også en række andre arter.

Derfor har der gennem hele idé- og projektfasen været opmærksomhed på, at projektet vil blive omfattet af de meget restriktive regler, som finder anvendelse ved etablering af anlæg i Natura 2000-områder. I forlængelse heraf har det været klart, at disse naturhensyn meget vel kunne stoppe projektet. Det har også været klart, at projektet vil være underlagt krav om omfattende undersøgelser, redegørelser og vurderinger i forhold til de omfattende og væsentlige naturhensyn, der er i tilknytning til Natura 2000-området.

Da hovedparten af projektet er beliggende på søterritoriet, er det Kystdirektoratet, som er myndighed. Det er dog ansøger/bygherre, som vil være ansvarlig for at tilvejebringe det nødvendige materiale til vurderingen af, om Kilometermolen kan etableres uden væsentlig påvirkning af de naturværdier, som Natura 2000-området er udpeget for at beskytte. Denne opgave kan Als i Aktion ikke løfte alene, og derfor har de inddraget arkitektfirmaet Arkitema til at designe projektet. Mariagerfjord Kommune er gået ind i projektet for at bistå myndighedsbehandlingen, herunder udarbejdelse af de nødvendige naturundersøgelser, som udarbejdes af rådgivningsfirmaet Rambøll.

Rambøll har vurderet, at Kilometermolen vil være omfattet af krav om udarbejdelse af følgende:

  • En væsentlighedsvurdering (jf. habitatbekendtgørelsen), der er en del af naturkonsekvensvurderingen.
  • Såfremt det ifølge væsentlighedsvurderingen ikke kan udelukkes, at Kilometermolen vil få en væsentlig påvirkning af områdets bevaringsmålsætninger, skal der udarbejdes en naturkonsekvensvurdering (jf. habitatbekendtgørelsen).
  • Da projektet omfatter fjernelse af eksisterende mole, er det samlede projekt omfattet af screeningspligt (jf. miljøvurderingslovens bilag 2 punkt 10 k).
  • Såfremt projektet er lokalplanpligtigt, hvilket anses for sandsynligt, og anlægget vil have en væsentlig indflydelse på miljøet, skal der udarbejdes en miljøvurdering (jf. miljøvurderingslovens § 8).
  • Såfremt det jf. ovenstående ikke kan afvises, at projektet i sin helhed påvirker et Natura 2000-område væsentligt, vil projektet blive omfattet af krav om udarbejdelse af en miljøkonsekvensrapport (VVM) for det samlede projekt.

Der er således tale om meget omfattende og bekostelige krav til natur- og miljøundersøgelser, som vil være en forudsætning for Kystdirektoratets behandling af sagen. Især vil en miljøkonsekvensrapport (VVM) være en økonomisk stor udgift, der anslået vil koste omkring 1 mio. kr.

Da der samtidig er en reel risiko for et samlet negativt resultat, er miljø- og naturundersøgelserne delt op i mindre skridt, så der løbende kan tages stilling til, om det er realistisk at opnå de fornødne tilladelser.

Fugletælling
Således forelagde fagenheden for Teknik og Miljø senest sagen for Udvalget for Teknik og Miljø i november 2022 i forbindelse med en fugletælling. Det skyldtes, at hensynet til de ynglende og rastende fugle, som udgør udpegningsgrundlaget for udpegningen til fuglebeskyttelsesområde, blev vurderet at kunne være den største hindring for projektet. Fugletællingen viste, at det kunne blive svært at realisere projektet uden at påvirke fuglenes bevaringsmålsætning negativt.

Udvalget besluttede imidlertid at gå videre i processen med udarbejdelsen af en naturkonsekvensvurdering. Dog under forventning af, at projektet skulle tilpasses eventuelle natur og miljøhensyn.

Naturkonsekvensvurdering
Der er efterfølgende blevet foretaget yderligere fugletællinger, da de første fugletællinger ikke omfattede hele året og som nævnt havde givet et for projektet negativt resultat. Nye tællinger skulle således afklare, om en tælling over hele året vil give et mere positivt resultat i forhold til projektet. Dette har dog ikke været tilfældet.

Herefter har rådgiverne på projektet – Arkitema, der står for udformningen af projektet og Rambøll, der står for udarbejdelsen af naturkonsekvensvurderingen – arbejdet på at udarbejde et projekt, der ikke vil påvirke det internationale naturbeskyttelsesområde negativt.

Dette har ikke været muligt, og i marts 2024 anbefalede Rambøll Mariagerfjord Kommune at genoverveje beslutningen om at gå videre med udarbejdelsen af naturkonsekvensvurderingen. Det var Rambølls vurdering, at det på grund af hensynet til ynglende og rastende fugle i området, ikke var muligt at udarbejde et projekt, der kunne resultere i en naturkonsekvensvurdering, der kunne afvise, at projektet kunne have væsentlig negativ virkning på Natura 2000-området.

Fagenhedens kommentarer
Fagenheden har 2. maj 2024 afholdt et møde med Als i Aktion og de to rådgivere. Arkitema havde i den forbindelse inddraget yderligere faglig ekspertise fra COWI for at afklare, om det var muligt at nå frem til et projekt, der kunne afvises at have en væsentlig negativ virkning på Natura 2000-områder.

Det var til mødet ikke muligt, at nå frem til en endelig konklusion, men på baggrund af fugleundersøgelserne og udtalelserne fra de faglige kompetente personer til mødet, er det fagenhedens overordnede vurdering, at Kilometermolens påvirkning af de beskyttede fuglearter i området vil være af en sådan karakter, at en naturkonsekvensvurdering i henhold til habitatdirektivet vil medføre et negativt resultat af Kystdirektoratets myndighedsbehandling.

Vurderingen understøttes yderligere af, at Rambøll ikke ser, at der er mulighed for at ændre projektet således, at denne vurdering kan ændres. Det vil i praksis være umuligt at afskærme rasteområderne og ynglepladserne på sandbankerne, og selv om der også i dag er adgang til disse områder, vil de 50.000 gæster, som projektet forventes at tiltrække til området hvert år, medføre betydelig forøgelse af besøgende i området, der vil forstyrre fuglelivet.

Efterfølgende for mødet har Rambøll meddelt Mariagerfjord Kommune, at de trækker sig som rådgiver på projektet, da de ikke fagligt vil kunne stå inde for den videre gennemførelse af projektet.

Fagenheden har ad flere omgange meddelt tilladelse til nye badebroer eller forlængelse af disse på strækningen fra Øster Hurup og ned mod Als. Offentlighedens færdsel og badning er størst i dette område. Der er i motiveringen af disse tilladelser henvist til, at en forbedring af adgangsforholdene i dette område bidrager til at beskytte de værdifulde fuglebeskyttelsesområder ved Als og syd herfor. En ny bro ved Als vil bryde med denne argumentation.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler