Kommende sundhedshus i Støvring får træningslokaler og café for 2 mio. kroner
Byrådet i Rebild Kommune vil på møde den 30. maj 2024 behandle en beslutningssag: Frigivelse af midler til indretning af Sundhedshuset i Støvring
Der er i investeringsoversigten for 2024 afsat 2 mio. kr. til indretning af træningslokaler, café, ventefaciliteter i Sundhedshuset.
Sundhedshuset står færdig til juni 2024, hvorefter Sundhedscenteret flytter ind forventelig i uge 28 – 29.
Byrådet skal godkende frigivelse af de afsatte anlægsmidler på 2 mio. kr.
Indstilling: Forvaltningen indstiller, at Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler at der frigives 2 mio. kr. afsat i 2024 i investeringsoversigten 2024-2023 til brug for indretning af Sundhedshuset.
Beslutning fra Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget, 15. maj 2024, pkt. 37:
Indstilles godkendt.
Udvalget bemærker, at det afsatte budget til inventar er meget stramt i forhold til behovet. Det er bl.a. ikke tilpasset den generelt stigende prisudvikling, ligesom der er kommet behov for flere løsninger til digital understøttelse end forudsat oprindeligt.
Beslutning fra Økonomiudvalget, 22. maj 2024, pkt. 104:
Indstilles godkendt.
Sagsfremstilling: Byggeriet af Sundhedshuset færdigmeldes 3. juni 2024 og herefter igangsættes indretning forud for ibrugtagning af huset. De afsatte anlægsmidler på 2 mio. kr. er afsat til brug for indretning af kommunale funktioner i huset, herunder indretning af træningslokaler, mødefaciliteter, undervisningslokaler, café og ventefaciliteter til borgerne.
De kommunale funktioner er Sundhedscenteret, Sundhedsplejen, Sygeplejeklinik, Kutur- og fritidsområdet.
Forvaltningen bemærker, at indkøbene sker ud fra Rebild Kommunes Indkøbspolitik og ud fra konkrete tilbud. Det bemærkes at budgettet er fastlagt for flere år siden og der siden er sket prisstigninger. Det kan derfor forventes, at den økonomiske ramme til indkøb af inventar er presset.
Økonomi: Der er afsat anlægsmidler på 2 mio. kr. i 2024 til indretning af Sundhedshuset jf. investeringsoversigten for 2024 – 2033. Disse midler forslås frigivet.