ForsideMariagerfjordJeppe Udby indtræder i ledelsen i Eurowind Energy

Jeppe Udby indtræder i ledelsen i Eurowind Energy

Jeppe Udby indtræder i ledelsen i Eurowind Energy

43-årige Jeppe Udby er blevet udnævnt til udviklingsdirektør i Eurowind Energy, hvor han får det overordnede ansvar for udviklingen og udvidelsen af virksomhedens projektportefølje. Eurowind Energy har i dag aktiviteter i 16 markeder på tværs af Europa og i USA, og Jeppe Udbys opgave bliver at sikre og strømline en yderligere udvikling af markederne, herunder at sikre den rette strategi og målsætning for hvert enkelt marked. Med stillingen får han det overordnede ansvar for godt 300 ud af de cirka 600 ansatte, som virksomheden tæller i dag, og han bliver en del af den daglige ledelse.

Jeppe har i flere år ledet udviklingsaktiviteterne og dermed bidraget afgørende til, at Eurowind Energy i dag har en rekordstor udviklingsportefølje på 36,3 GW.

”Jeppe har leveret opsigtsvækkende resultater som leder af vores udviklingsafdeling. Den nye titel som udviklingsdirektør er en naturlig konsekvens af det arbejde. Nu får han til opgave at strømline alle vores udviklingsaktiviteter i virksomheden, og sikre at alle vores lande får gavn af den viden og ekspertise hans afdeling besidder”, siger Jens Rasmussen, Administrerende direktør for Eurowind Energy.

Jeppe Udby er opvokset i Aarhus, men hans familie stammer fra Hobro, hvor han også bor i dag. Han er uddannet Cand. Polit. i finansiering og økonomi fra Københavns Universitet og har tidligere arbejdet med finansiel rådgivning og administration. Han startede i Eurowind Energy i 2015 som Executive Assistent. Her fik han et nært samarbejde med medstifter og direktør Jens Rasmussen.

Jeppe Udby har på den måde fået en omfattende indsigt i virksomheden og har ofte været manden, der trådte til, når et godt samarbejde skulle etableres med nye samarbejdspartnere, eller når projekter skulle håndteres med særlig opmærksomhed. Han løser opgaverne på sin afdæmpede og nordjyske facon kombineret med et skarpt fokus på mål og strategi.

”Jeppe har et syleskarpt kommercielt fokus, og han er vedholdende og omkostningsbevidst. Han er samtidig en inspirerende leder med stærke menneskelige egenskaber, og han går altid forrest. Det er en stærk kombination”, tilføjer Jens Rasmussen.

I Eurowind Energy er ordentlighed en kerneværdi, og Jeppe Udby bliver beskrevet som personificeringen af den værdi i sin tilgang til sit arbejde og samarbejdet med kolleger. Derudover bliver han betegnet som flittig og som et konkurrencemenneske. Privat er han gift og har tre børn. Han er bosat i Hobro, hvor også store dele af hans øvrige familie er bosiddende.

Relaterede artikler

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her

Seneste artikler